Den amerikanske præsident, Donald Trump, har angiveligt et meget lemfældigt forhold til sandheden.

Han har i de seneste tre år udtalt sig direkte usandt eller misvisende 16.241 gange offentligt. I 2019 blev det til 8.155 'mistænkelige' påstande, hvilket svarer til omtrent 22 gange om dagen.

Det skriver mediet The Washington Post, der har lavet en database til formålet.

Hvis deres database viser sig at være sand, er der opstået en foruroligende tendens. Mængden af udsagn, der enten er direkte usande eller misvisende, er steget enormt på de tre år, han har været præsident.

I 2017 kom han med seks mistænkelige udsagn om dagen. I 2018 var det næsten 16, og i 2019 gjorde Trump det 22 gange om dagen i gennemsnit.

En af præsidentens mest populære usande påstande er, at USAs økonomi aldrig har været bedre.

Det har han sagt 257 gange siden juni 2018. Men ifølge The Washington Post var økonomien bedre under Dwight D. Eisenhower, Lyndon B. Johnson og Bill Clinton.

Præsident Trump udtalte sig endnu en gang om landets økonomi på tirsdagens World Economic Forum-topmøde i Davos i Schweiz.

»Før mit embede startede, så det sort ud for økonomien,« sagde han fra talerstolen.

Han sammenlignede økonomien i dag med en voldsom gejser af muligheder.

»Den amerikanske drøm er tilbage, og den er større og bedre end nogensinde.«

Ifølge mediet kommer 20 procent af Trumps ukorrekte og misvisende udtalelser gennem det sociale medie Twitter, som han i den grad ynder at bruge.