Det var ifølge regeringen ikke en ordre, da statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde 4. november sagde, at "alle mink skal aflives."

Men sådan blev det imidlertid opfattet i Miljøstyrelsen, viser dokumenter, som Jyllands-Posten har fået via en aktindsigt hos styrelsen.

I en afgørelse fra den 6. november skrev Miljøstyrelsen direkte, at alle mink i Danmark er "beordret aflivet".

Det blev gentaget ord for ord dagen efter i endnu en afgørelse, der gav dispensation til at nedgrave døde mink i jyske skove.

Pressemødet om, at alle mink skal aflives har sidenhen fået regeringen i modvind. Det skyldes, at det senere viste sig, at der ikke var hjemmel i loven til at kræve alle mink aflivet.

Beskeden blev i medierne betegnet som en "ordre", og sådan blev den også forstået i dagene efter pressemødet af de mange minkavlere, som straks gik i gang med at slå deres mink ned.

Ifølge Kristian Lauta, der er juraprofessor ved Københavns Universitet, er der ingen tvivl.

- Det har været kommunikeret som en ordre og er blevet opfattet som en ordre. Selv for myndighederne stod det tilsyneladende klart, at det var en ordre, siger han til Jyllands-Posten.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) og hans ministerium mener ikke, at det er korrekt at omtale regeringens beslutning som en ordre.

I en pressemeddelelse fra 23. november skriver ministeriet, at en udtalelse på et pressemøde ikke kan udgøre en "ordre" (en befaling eller et pålæg) til borgerne - for eksempel minkavlerne.

- Det er faktuelt forkert at omtale dette som en "ordre", stod der blandt andet.

Professor ved Juridisk Institut Frederik Waage har tidligere udtalt til Ritzau, at han selv har brug ordet "ordre", når han har udtalt sig i medierne.

Hans vurdering var 23. november, at der ikke er noget problematisk ved at betegne den klare besked om aflivningen af mink som en ordre.

Minkavlerne modtog efter pressemødet en mail, hvor det stod, at alle mink - også dem uden for risikozonerne - skulle aflives hurtigst muligt. Det gjaldt altså også raske mink.

Ordet "skal" står nævnt 31 gange.

I pressemeddelelsen fra 23. november medgiver Justitsministeriet, at brevet fra Fødevarestyrelsen til minkavlerne kunne forstås som et påbud.

/ritzau/