Integrationsordfører for Socialdemokratiet Mattias Tesfaye blev mandag spyttet direkte i ansigtet, da han tog metroen i København.

Det fortæller folketingsmedlemmet, der efter et døgns betænkningstid agter at anmelde episoden til politiet.

Mattias Tesfaye fortæller, at spytklatten i ansigtet, der ifølge en højesteretsdom kan sidestilles med vold, ramte ham, da han benyttede den offentlige trafik for at komme til lufthavnen.

»Metroen holdt på Christianshavn Station, mens jeg stod og kiggede i min mobil. Lige pludselig kom der en helt hen tæt på mig og sagde, 'I tjener millioner, og så behandler I folk sådan',« siger Tesfaye og fortæller, at manden straks efter at have spyttet forlod toget.

»I et splitsekund overvejede jeg, om jeg skulle gå ud og følge efter, men så tænkte jeg, at det var bedst at lade være.«

Ifølge Mattias Tesfaye var spytteren en ung fyr, der bar kasket. En medpassager fortalte politikeren, at personen havde røde øjne, og derfor mistænker Mattias Tesfaye, at personen kan have været påvirket, da der fra Christianshavn er kort vej til hashmarkedet på Christiania.

»Det håber jeg næsten er tilfældet,« siger han.

For et fuldt overlagt spyt i hovedet er blot endnu et tegn på en forråelse, som Mattias Tesfaye oplever i samfundet.

»Folk er blevet mere uforsonlige og mindre nysgerrige på hinanden. Der er sket en generel forråelse af, hvordan vi møder hinanden,« siger han.

Hvorfor den unge mand spyttede på Mattias Tesfaye, kan politikeren kun gætte på.

»Jeg aner det ikke. Jeg er udlændingeordfører, og det er et ordførerskab, der virkelig sætter sindene i kog nogle gange. Men måske var det bare et udtryk for en generel foragt for det politiske system - en fuckfinger til institutionerne,« siger han.

Normalt kan Mattias Tesfaye sagtens færdes problemfrit, lyder det. Men ofte møder han danskere, han betegner som aggressive. Og det ærgrer ham, for det er symptomatisk for en bredere tendens, mener han.

»Jeg kan mærke, at der er en tendens til, at folk i stigende grad lever i hver deres ekkokammer,« siger han.