Den svenske politimand Peter Springare har skabt voldsom debat. I sidste uge skrev han på Facebook, at det ofte er gerningsmænd med somalisk, arabisk eller anden udenlandsk baggrund, der står bag voldtægter, røverier og overfald. Han oplever, at en stadig dårligere integration er ved at ødelægge det svenske samfund. Politimanden understreger samtidig, at han faktisk er tilhænger af indvandring – det skal bare ske under ordnede forhold. Alligevel har store dele af den politiske elite og hans egen chef kritiseret ham voldsomt.


Det er da mærkeligt!


Vi burde da være taknemmelige over, at nogle offentligt ansatte, har så meget samfundsansvar, at de står frem og fortæller, hvad de oplever. Hvordan skal vi nogensinde kunne finde den rette politiske løsning på integrationen, hvis ikke vi må tale om problemerne? Det svarer til at finde den rette medicin uden at stille en diagnose. Det er dømt til at gå galt!
Og det er netop gået galt i Sverige. I alt for mange år, har de nægtet at tale om de åbenlyse problemer med masseindvandring. Med tvangsægteskaber. Med svigt af børn i krigstraumatiserede flygtningefamilier. Med had mod vesten og demokratiet. Med enorme ghettoområder hvor børn voksede op uden kontakt til det svenske samfund.
Det har ødelagt skoler, lokalsamfund og fritidslivet for både indvandrere og svenskere i disse områder. Ofte de fattigste dele af befolkningen. Alt i mens eliten i Stockholm har siddet i deres fine tøj og snakket pænt om humanisme langt væk fra problemerne.


Lyder det bekendt?


Danmark var i præcis samme situation for 30 år siden. Dengang påpegede flere socialdemokratiske borgmestre på den københavnske vestegn, at det var ved at gå helt galt. Nogle indvandrerforældre ville ikke have, at deres piger fik en uddannelse. Andre blev gift med en fjern slægtning, de aldrig havde mødt. Boligområder var under hastig forandring, så der efterhånden var flere fremmede navne end danske navne på brevsprækkerne i opgangene. Danskere følte sig fremmede i eget land.


Vestegnsborgmestrene blev også kaldt racister og fremmedhadere. Men det var de ikke. Tværtimod. De var venner og bekendte med flere indvandrere end alle de hellige, der ville åbne grænsen for fri indvandring. Jeg bor selv på Vestegnen og kender flere af dem. Det gælder for eksempel min partifælle Per Madsen, der var borgmester i Ishøj gennem flere årtier. Hans tommelfingerregel var, at der ikke måtte bo mere end 10 % indvandrere i et boligområde. Så ville integrationen gå i stå. Da byrådet på den baggrund bad om et indvandrerstop og opfordrede til at de rige kommuner nord for København også åbnede deres døre for udlændingene, brød helvede løs. Fy-føj en racist. Den slags kunne der ikke blive tale om, lød det fra parnasset!


I dag kan vi konstatere, at Vestegnen fik ret. Danmark fører i dag en langt mere fornuftig udlændingepolitik og de gamle socialdemokratiske borgmestre kan nu gå rundt og tænke, at den, der ler sidst, ler bedst! Det håber jeg også den svenske politimand Peter Springare, kan gøre en dag. Det har Sverige fortjent!