Hvis der begynder at være sved på panden hos de tre gamle magtpartier, Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative, her i slutspurten før kommunalvalget, så forstår man det godt.
For i en ny stor meningsmåling går det den helt forkerte vej.
Det skriver Ritzau, der henviser til en meningsmåling fra Epinion for Constructive Institute.
Her står alle tre partier til en markant tilbagegang sammenlignet med kommunalvalget i 2021.
Dengang fik Socialdemokratiet 28,4 procent af stemmerne på landsplan. Nu står de til 25 procent.
Tilsvarende fik Venstre og De Konservative for fire år siden henholdsvis 21,2 procent og 15,2 procent.
Nu står de til 16 og 9,8 procent.
Målingen tæller omkring 46.000 respondenter, der 'har en idé om, hvem jeg vil stemme på'.
Svarene er indsamlet mellem 4. september og 13. oktober.
De kan dog ændre sig frem mod valget 18. november, lyder det.
