66 studerende blev taget i at snyde med SU i årets første 10 måneder af 2017. 50 havde ikke-vestlig baggrund.

København. Studerende kan score seks gange mere i SU, hvis de ikke bor hjemme. I 2017 blev 66 studerende taget i svindel med SU, heraf var 50 indvandrere eller efterkommere med ikke-vestlig baggrund.

Det skriver Berlingske.

Svindlen er vokset fra seks personer i 2015 over 54 i 2016 til 66 i de første ti måneder af 2017. Og der er mange penge at hente. Forskellen er 956 kroner om måneden for hjemmeboende mod 6090 kroner for udeboende.

Svindlen vurderes at være langt mere udbredt, end tallene viser. Der er betydelige mørketal, mener Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. Styrelsen venter, at langt flere unge fremover tages i at svindle med SU.

- Vi har svært ved at sige noget om det egentlige niveau, fordi vi simpelt hen ikke ved, hvor mange der snyder, siger Per Nielsen, kontorchef i styrelsen.

- Men vi forventer en øget indsats de kommende år, hvor flere studerende skal dokumentere, at de rent faktisk er udeboende.

Tallene viser et kulturelt problem, mener socialdemokraten Christian Rabjerg Madsen, som er medlem af Uddannelses- og Forskningsudvalget i Folketinget.

Han kalder ikke-vestlige studerendes andel af svindel for en "grotesk overrepræsentation" i forhold til andelen af etniske danskere.

- Tallene vidner om parallelsamfundet, hvor danske værdier undermineres. Systematisk snyd med SU undergraver den måde, vi har bygget vores samfund på, som baserer sig på ret og pligt, siger Christian Rabjerg Madsen.

Svindlen er bekymrende, mener Dansk Folkepartis uddannelses-. og forskningsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl.

- Det er som udgangspunkt socialt bedrageri. I nogle kredse er der en kultur om, at dette gør man bare. Jeg kan være bange for, at det er for nemt at få mere i SU, hvis man blot flytter sin adresse, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Han vil skærpe kontrollen med, om studerende er flyttet hjemmefra.

/ritzau/