Integrations- og undervisningsordfører Marie Krarup har torsdag trukket sig fra bestyrelsen for Dansk Folkepartis folketingsgruppe.
Det er blot omkring et halvt år siden, at den markante DF'er blev del af gruppeledelsen.
Krarup har ikke selv ønsket at udtale sig om udtrædelsen, men ifølge Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, er det Krarups egen beslutning at forlade posten i gruppeledelsen.
»Hun har hellere villet koncentrere sig om de mange ordførerskaber, hun har, og mindre om det organisatoriske arbejde, som der trods alt er en del af, hvor man skal planlægge aftengruppemøder, sommergruppemøder og den slags af det 'kedelige arbejde',« siger han til Berlingske.
Det bliver partiets nuværende psykiatri- og sundhedsordfører, Liselott Blixt, som indtræder i gruppeledelsen i stedet for Marie Krarup.
Ifølge Peter Skaarup er beslutningen om Blixt truffet enstemmigt.
Marie Krarup har været medlem af Folketinget siden 2011.
Hun stiller op i Sydjyllands Storkreds.


