»Det er meget mærkeligt. Selvom jeg har vidst, at jeg ville det her, og jeg har vidst det i mange måneder, så kommer det bag på mig, hvor svært det faktisk er at sige farvel.«

Sådan lød det fra Marianne Jelved, da B.T. mødte hende torsdag på Christiansborg, mens hun ryddede sit kontor efter 34 år i Folketinget for Radikale Venstre.

Så når danskerne 1. november har stemt, er det slut.

Hvordan har du det lige nu følelsesmæssigt?

Her ses Radikales Marianne Jelved ankomme til gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke i København, tirsdag den 4. oktober 2022.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Her ses Radikales Marianne Jelved ankomme til gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke i København, tirsdag den 4. oktober 2022.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jamen, jeg er i syv sind. Men nu har jeg truffet beslutningen, der er ingen vej udenom, da valget er udskrevet. Så nu går det sin jævne gang,« siger hun.

Det gav en del opmærksomhed, da statsminister Mette Frederiksens i sin åbningstale tirsdag rettede en personlig tak til de tre koryfæer Marianne Jelved, Bertel Haarder og Henrik Dam Kristensen, der alle tre har besluttet ikke at genopstille.

Faktisk fik ordene tårerne til at løbe hos Marianne Jelved.

»Det kom helt bag på mig. Tårerne løb ned ad kinderne på mig. Det er utroligt opmærksomt af hende,« forklarer hun.

Selvom det er slut med hverdagen på Christiansborg efter valget, er hun dog ikke klar til trække sig tilbage og leve en pensionist-tilværelse:

»Jeg har en drøm om at skrive noget. Så det håber jeg, som gammel dansklærer, at jeg kan,« siger hun.

Skal det være en roman eller hvilken form for bog?

»Det kunne være en bog om, hvordan dansk politik forandrer sig,« svarer hun.