Margrethe Vestager kigger strengt på et par plettede gæs, der vralter rundt i vandkanten ved to små søer midt i det mondæne Bruxelles-kvarter Ixelles. Gæssene tilhører den invasive art, nilgæs, og stortrives i det milde belgiske klima.
Den danske konkurrencekommissær viser rundt i sit favorit-kvarter. Et par timers flyrejse syd for København henligger Ixelles-kvarteret som en bedre udgave af Østerbro og tiltrækker ikke kun gæs fra Nilen, men også tusindvis af forretningsfolk, lobbyister og bureaukrater fra hele Europa.
Det er her, også hun har slået sig ned – i en lejlighed, med en familie på deltid, en fast løberute omkring søerne og sine egne trendy stamcafeer.
»Bruxelles er ikke sådan en by, man bliver forelsket i ved første øjekast,« siger hun, og det var bestemt ikke for byens skyld, at hun for tre år siden sagde ja til at blive kommissær.
Men så finder man et sted at bo, opdager sine vandhuller og begynder at blive inviteret til middage rundt om i byen ...
Margrethe Vestager taler varmt om det mylder af forskellige mennesker, der gør Bruxelles til Europas uofficielle hovedstad og en multikulturel metropol. Her møder man folk med afrikansk, mellemøstlig og asiatisk baggrund. Her er sågar et portugisisk kvarter, og det rigt varierede udeliv giver den nysgerrige mulighed for at smage en lille bid af hele verden. Selv en zambiansk restaurant kan Bruxelles byde på.
Stille og roligt er Bruxelles krøbet ind under huden på hende. I så alvorlig grad at den 49-årige tidligere minister og radikale leder nu melder sig klar til at fortsætte som dansk kommissær i en ny femårig periode frem til 2024. Hvis regeringen altså vil.
Fem år mere
Afgørelsen er ikke hendes, men noget den danske statsminister suverænt afgør – engang i efteråret 2019.
»Jeg er bestemt frisk på et mandat mere, for jeg er meget glad for mit arbejde. Det tog noget tid at komme ind i det, og hvis jeg kan få en periode mere, så er jeg ikke kun ’in business’, men flyvende.«
Hun vil gerne sætte et langt stærkere aftryk som vogter af den frie konkurrence i Europa. Til glæde for 500 mio. forbrugere, og måske til skræk og advarsel for de tech-giganter og karteller, som hun er blevet verdenskendt for at slå ned på.
Lykkes det, vil det være usædvanligt.
Hverken Connie Hedegaard, Mariann Fischer Boel, Poul Nielson eller Ritt Bjerregaard fik mere end en enkelt periode som dansk kommissær. Kun Venstres Henning Christophersen fik ti år som kommissær og sad frem til 1995. Det er den bedrift, hun drømmer om at gentage.
Hendes hjemmebase i Bruxelles er på det seneste blevet udvidet med datteren Rebecca på 19 år, som netop er begyndt at studere på Cambridge Universitet i England. Helt i familiens ånd pendler hun frem og tilbage mellem flere lande. Den yngste datter Ella på 14 år går i 9. klasse og bor stadig med sin far i København, mens den ældste, Maria på 22 år, er flyttet hjemmefra og læser til læge.
»Mange i Bruxelles lever på samme måde som vi. De pendler og har ikke et bestemt sted, de kalder for hjemme,« siger Margrethe Vestager.
Familien har indrettet sig sådan, at hendes mand Thomas og døtrene besøger hende i den ene weekend, og hun besøger dem i København den næste.
Da hun træder ind ad døren på en af sine favoritcafeer, går der knap ti sekunder, før en ukendt mand storsmilene kommer hende i møde og roser hende til skyerne.
»Jeg ser dig løbe rundt om søen hver morgen,« siger han og uddeler komplimenter.
»Det er altså ikke noget, vi har aftalt,« siger Margrethe Vestager med et forlegent smil.
Konflikterne
Førende internationale medier har i årets løb beskrevet hende som principfast og den mest politisk effektive kartel-knuser i mands minde.
»Selv hendes fjender beundrer hendes stædighed,« skrev det konservative britiske erhvervsmagasin ’The Economist’ for nyligt anerkendende.
Konkurrencekommissæren har opnået stjernestatus i takt med størrelsen af de bøder, hun har delt ud. Man forstår, hvis hun nyder det, og sandt er det, at hun i øjeblikket oplever det som en ganske stor tilfredsstillelse, at EU-reglerne om fri og fair konkurrence kan bruges som et stærkt våben i kampen mod skattesnyd, ulovlige aftaler og anden urent trav. Derfor vil hun gerne fortsætte.
»Jeg har været med til at lave love i snart 20 år. Men det som bare er blevet mere og mere tydeligt for mig er, at det selv efter intense kampe, dybe forhandlinger og besværlige vedtagelser med 90 mandater bag, ikke ændrer noget i sig selv. Absolut ingenting. Jo, på papiret. Men det er først, når man gør noget andet – ændrer adfærd, at udviklingen går i en anden retning,« forklarer hun om lovgivernes klassiske dilemma.
Derfor passer hendes nye rolle hende perfekt.
»Jeg vil gerne være med til at bruge de love, der er vedtaget og føre dem ud i livet. Det, synes jeg, er fedt. Jeg har fået smag for at håndhæve,« siger hun.
Det er bestemt ikke det samme som, at hun ligefrem nyder at optræde som både anklager, dommer og bøddel overfor de multinationale selskaber, som kritiske kommentarer ellers har lydt.
Da Apple-direktøren Tim Cook havde været til møde med hende om en rekordhøj bøde på 100 mia. kr. for skattesnyd, kaldte han hendes beslutning for ’total political crap’ – en politisk afgørelse.
Store bøder
Den slags anklager afviser Margrethe Vestager.
»Vores beslutninger om at uddele bøder prøves ved to retsinstanser. Hele vores system er testet ved domstolen,« lyder hendes svar til modstanderne.
Blandt dem tælles en stribe amerikanske selskaber som Starbucks, Apple, McDonalds og Google. Senest har Facebook fået en bøde på 825 mio. kr. for at give EU-Kommissionen forkerte eller vildledende oplysninger om overtagelsen af beskedtjenesten WhatsApp. Mens søgetjenesten Google har modtaget og betalt en bøde på 18 mia. kr. for at give sin egen prissammenligningstjeneste en ulovlig fordel.
Man kunne få det indtryk, at amerikanerne har en anden forretningsmoral end europæerne, men det tror EU-kommissæren nu ikke.
»Det var først, da de sagde, at vi var ude efter dem, fordi de er amerikanske, at jeg tænkte på dem som amerikanske. Google har været så længe i Europa, at det ikke betyder noget for dem, der laver en Google-søgning, at virksomheden er amerikansk. Vi er ekstremt omhyggelige med ikke at have tilbøjelighed til at læne os hårdere mod amerikanske virksomheder end mod andre,« siger hun.
Sandt er det da også, at hun som konkurrencekommissær også har ført sager mod franske Engie og netop har åbnet en sag mod svenske Ikea.
Vestagervej
Flere topdirektører har som Tim Cook måtte stå skoleret på hendes kontor på 10. etage i Berlaymont-bygningen i Bruxelles, hvor kommissionen holder til.
Straks man kommer ud af elevatoren, møder man et dansk vejskilt. ’Vestagervej’ står der. Så ved man, at her er kommissæren på hjemmebane.
Hendes kontor er indrettet som et fysisk bevis på dansk ’hygge’ med en blanding af danske design-møbler, familieportrætter, moderne dansk kunst på væggene, et naturmotiv fra egnen omkring Ølgod, hvor hun voksede op, og nips på alle vandrette flader – og enkelte lodrette.
På det lange mødebord mellem en blød sofagruppe og hendes skrivebord ligger et minde fra tiden på Christiansborg. Da håndværkerne for ti år siden udskiftede bygningens nedslidte kobbertag, lavede de, som en lille gestus til hende, to små kræmmerhuse af det gamle irrede kobber.
»Når jeg er her i Bruxelles, føler jeg mig mere dansk, end når jeg er hjemme. Når jeg er i USA, som jeg besøger et par gange om året, føler jeg mig europæisk,« siger hun.
Til kabinettets julefrokost i forrige uge blev der serveret alle de traditionelle danske favoritter afsluttet med hjemmelavet konfekt og risalamande. Og fredag morgen var hun tidligt oppe for at bage kanel-snurrer til Kommissionens store fælles morgenmad. Det er en fast tradition, at de 28 medlemmer spiser morgenmad sammen hver fredag og skiftes til at tage morgenmad med.
Færre planer
Ingen kan være i tvivl om, at hun trives. Men hun har slået sig til tåls med, at hendes planlægningshorisont ikke går længere end til november 2019, når hendes mandat udløber. Med mindre det, som hun inderligt håber, bliver forlænget.
Om familien så flytter ned til hende, er ikke afgjort.
»Det kommer an på, hvad børnene vil. Jeg har en datter i 9. klasse. Til den tid er hun ved at være færdig med sin ungdomsuddannelse. Jeg bliver 50 år til næste år – det kan jeg sige et par uger endnu – og det bliver stadig vigtigere at tage tingene, som de kommer. Risikoen ved at planlægge langt ud i fremtiden bliver større og større, fordi man glemmer at være til stede i nuet. Det lyder utilgiveligt banalt, men der er en sandhed i det,« siger hun.
Vedholdende rygter vil vide, at den franske præsident Macron gerne ser Margrethe Vestager som formand for Kommissionen. Selv siger hun om den sag:
»Jeg tager det som et stort kompliment, at folk kan finde på at nævne mit navn til en super, super ansvarsfuld position. Men lige som rygter er en del af dansk politik, er de også en del af europæisk. Man snakker og snakker. I partierne drømmer man store drømme. Ikke kun om hvordan man forandrer samfundet, men også om hvordan man får placeret sine folk på de vigtige steder.«
Hendes holdning til snakken om sit venskab med Macron er, at det aldrig er tosset at have et fint forhold til andre mennesker. Men hun understreger – ganske bestemt – at udpegningen af en ny formand for Kommissionen er en så lang og vanskelig proces, at man ikke kan sige noget fornuftigt om det. Det handler om stormagtsinteresser og alt muligt andet.
»Så jeg tror, man skal henlægge det til rygtebørsen,« siger hun.
Undskyld
De seneste tre år er hun kommet så meget på afstand af dansk politik, at hun er begyndt at se hjemlig politik og livet på ’Borgen’ med helt nye øjne. Udefra.
»Jeg savner kollegerne, men jeg savner ikke dansk politik. Det svære var ikke at holde op som minister. Det havde jeg prøvet før. Det svære var heller ikke at overlade partiet til Morten Østergaard. Ham har jeg fuld tillid til. Men det, der var svært, var at skrive sig ud af Folketinget. Det er sådan en kæmpe ting, at folk vil stemme på dig. Derfor har jeg prøvet at tage kulturen med herned.«
Men Christiansborg er ’sin egen verden’, og det er godt for hende at se den udefra.
»Jeg tror, jeg skylder mine venner en kollektiv undskyldning for at have talt meget om politik. Det gør jeg ikke mere,« siger hun.
Bruxelles er, på samme måde som Borgen, en boble, men hun forholder sig anderledes til den, end hun gjorde, da hun var i dansk politik.
»Jeg forsøger meget aktivt ikke at blive en del af den. Det hjælper at rejse lidt frem og tilbage og gøre helt almindelige ting. Det kan godt være, at jeg brænder for at håndhæve love. Men det er ikke noget, alle gider høre om hele tiden. Så er det sjovere at kunne tale med om en bog, man har læst, eller en film man har set.«
Selv om det aktuelle politiske drama på Christiansborg optager mange danskere, er det ikke noget, hun udtaler sig om. Det er alt for langt væk, og det er national politik.
Sådan noget blander man sig ikke i – i hendes stilling. Men hun smiler finurligt, når hun bliver mindet om, at hun har været politisk chef for flere af de bærende kræfter i det stykke politisk teater, der for tiden udspiller sig på Christiansborg. Bl.a. Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille. For ikke at glemme bi-figurer som Naser Khader og Uffe Elbæk, der alle har forladt De Radikale for at gå deres egne veje. Alle fire har dannet nye partier.
»Jeg burde have en innovationspris,« siger hun.
