Margrethe Auken forsvarer Thomas Nystrøm: Det er ikke en pædofilisag
SF-koryfæet Margrete Auken mener, at det var fuldstændig fint, at SF ansatte rådgiveren Thomas Nystrøm.

SF-koryfæet Margrete Auken mener, at det var fuldstændig fint, at SF ansatte rådgiveren Thomas Nystrøm.

Der har ikke været meget hjælp at hente fra SF-formanden Pia Olsen Dyhr, efter hun ansatte Thomas Nystrøm som rådgiver.
Efter flere dages internt og eksternt pres, valgte Thomas Nystrøm selv at trække sig fra sin stilling. Han blev ikke fyret af Pia Olsen Dyhr, som holdt fast på beslutningen om ansættelsen.
Nu får formanden i SF opbakning fra SF-koryfæet Margrete Auken, der i P1 på DR fortæller, at hun forstår, hvorfor Pia Olsen Dyhr valgte Thomas Nystrøm, selvom han har krænket partimedlemmer fra SF.
»Det er ikke en pædofilisag, hvor han bliver ansat i en børnehave. Jeg forstår fuldstændig, at Pia har valgt ham. Han har lang erfaring fra Folketinget, parlamentet og civilsamfundet. Det er ikke uden videre at finde sådan en,« fortæller Auken i programmet.
Videre forklarer den tidligere stemmesluger for SF, at Thomas Nystrøm har kvajet sig, men at hun er overrasket over, at der bliver reageret så voldsomt.
»Jeg kender ikke Lotte Kofoed, men jeg er lidt overrasket over, at der bliver reageret så voldsomt. Jeg synes ikke, det er fair,« siger hun i P1.
Ifølge Lotte Kofoed, der er rådmand på Frederiksberg for SF, så har Thomas Nystrøm krænket hende ved et årsmøde i SF tilbage i 2020.
»Lige pludselig ud af ingenting, så tager han sin hånd og putter den ned i mine trusser og rører mine skamlæber.«
»Og så skubber jeg ham væk og går ind i et andet rum. Så kommer han tilbage, og så sprøjter han øl ud over mig,« sagde Lotte Kofoed i programmet 'Det vi taler om' på Folkemødet i weekenden.
Til trods for beskyldningerne, så mener Margrete Auken, at man som parti skal videre.
»Vi er et parti, der mener, at man skal kunne komme videre i sit liv - det er fuldstændig fint at give ham en chance til,« siger Auken i P1.
B.T. kunne i weekenden afsløre, at Pia Olsen Dyhr i en lukket gruppe for SF-medlemmer erkendte, at partiet stod et svært sted.
Hun stod også fast på, at rådgivere som Thomas Nystrøm ikke gror på træerne. Det kan du læse mere om her.