Venstre-profilen Marcus Knuth skifter til Det Konservative Folkeparti.

Årsagen til skiftet skal blandt andet findes i en helt bestemt frygt:

'Min øverste prioritet i politik er kampen for vores danske kultur, værdier og tryghed. Jeg frygter, at hvis vi ikke står fast nu, så ender vi som Sverige,' skriver han i et opslag på Facebook.

'Vi er nødt til at slå langt hårdere ned på kriminelle udlændinge og de parallelsamfund, der skaber utryghed, arbejdsløshed og sociale kontrol i det danske samfund. Og ja, vi skal kunne tale helt åbent og kritisk om Islams rolle i det danske samfund, ligesom vi skal holde fast i, at Danmark bygger på frie, kristne værdier,' tilføjer Marcus Knuth, der er tidligere udlændinge- og integrationsordfører for Venstre.

Det er en kamp, som han mener, han bedst kan kæmpe som en del af Det Konservative Folkeparti, skriver han.

Men det har dog ikke været en nem beslutning at skifte parti:

'At sige farvel til Venstre er ubeskriveligt svært for mig på det personlige plan. Det var Jakob Ellemann (formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, red.), der for syv år siden fik mig ind i politik og ind i Venstre. Jakob har været som en politisk storebror for mig, og jeg har den allerstørste respekt for Jakob som kammerat, som menneske og som leder af Venstre. Det vil jeg altid have,' skriver Marcus Knuth.

Dog er der også forskelle mellem dem, understreger han.

Særligt når det gælder værdi- og udlændingepolitikken.

'Jeg er stolt over de 114 stramninger, som Inger Støjberg, Venstre og jeg nåede i sidste valgperiode. Vi reddede Danmark fra at havne i samme katastrofale situation som Sverige. Det var svære, omdiskuterede beslutninger, som jeg står ved,' skriver han og fortsætter:

'Men tiden er ikke inde til at lægge værdipolitikken og flere stramninger på hylden. For vi er langt fra i mål. Vi har stadig ikke løst Danmarks voksende problemer med parallelsamfund, integration og lovløse indvandrerbander.'

Marcus Knuth blev valgt ind i Folketinget for Venstre ved valget i 2015.