Mangeårig lokalpolitiker for SF i Aarhus Jan Ravn Christensen har lørdag meldt sig ud af partiet efter 27 års medlemskab.

Det skriver han på Facebook.

- Jeg kan ikke længere se mig selv som medlem og stå på mål for de handlinger, der er foretaget de seneste dage, lyder det i opslaget.

Jan Ravn Christensen bekræfter over for Ritzau, at det drejer sig om partiformand Pia Olsen Dyhrs ansættelse af rådgiveren Thomas Nystrøm.

Politikeren, der har siddet i Aarhus Byråd for partiet i perioden 2010-2024, har ikke yderligere kommentarer.

Thomas Nystrøm blev i 2020 afskediget som rådgiver i SF efter anklager om krænkelser og upassende adfærd.

Onsdag kunne Politiken berette, at han var blevet ansat som særlig rådgiver for Pia Olsen Dyhr i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Det har vakt stor kritik fra blandt andre SF-rådmand på Frederiksberg Lotte Kofoed, der fortalte, at det var hende, der var blevet seksuelt krænket af rådgiveren.

Hun fortalte fredag i RADIO IIII-programmet "Det, vi taler om", at Thomas Nystrøm ved et SF-landsmøde i 2020 tog sin hånd ned i hendes trusser.

Thomas Nystrøm har i et opslag på Facebook fredag erkendt, at han har opført sig "helt uacceptabelt" ved flere lejligheder.

Han husker ikke selv episoden med Lotte Kofoed, men har "ingen grund til at tro", at det ikke er rigtigt.

Flere parter, herunder SF's lokalforening i Frederiksberg og SF's ungdomsparti har kritiseret genansættelsen af Thomas Nystrøm.

Lotte Kofoed og SF Frederiksberg har opfordret til, at man stopper samarbejdet med rådgiveren.

Partiformand Pia Olsen Dyhr blev fredag ved Folkemødet på Bornholm spurgt ind til den hårde kritik af ansættelsen.

Her stod hun ved sin beslutning.

- Jeg synes, det er noget andet seks år efter, når man har undskyldt og ændret adfærd, sagde hun hun og tilføjede, at man så bør kunne vende tilbage.

Hun understreger, at Thomas Nystrøm ikke er ansat i partiet, men i hendes ministerie.

Pia Olsen Dyhr svarede ikke på, hvorvidt rådgiveren kommer til at deltage i SF-arrangementer fremadrettet.

Lotte Kofoed mødte fredag op på Folkemødet for at konfrontere SF-formanden med sin kritik.

Her stod hun blandt publikum, da Pia Olsen Dyhr holdt tale, og havde medbragt et skilt med ordlyden "Aldrig mere i SF".

Lotte Kofoed og Jan Ravn Christensen er ikke de eneste i SF, der er kritiske over for genansættelsen.

B.T. har fået adgang til partiets interne facebookgruppe "SF Medlemsforum", hvor flere tidligere og nuværende byrødder kritiserer ledelsen.

Blandt andre lokalpolitiker i Thisted Kommune Morten Bo Bertelsen (SF), der opfordrer til, at Thomas Nystrøm stopper på sin post.

- Vores parti er i dyb krise, og jeg frygter, at sagen kan komme til at plage os alle sammen i lang tid, skriver han.

/ritzau/