Den konservative profil Mai Mercado trækker sig fra partiets ledelse.

Og ikke nok med det. 

Hun stopper også som gruppeformand. Det skriver Berlingske.

Mai Mercado bekræfter selv nyheden på det sociale medie X.

»I 10 år har jeg været en del af ledelsen i Det Konservative Folkeparti. I den periode har jeg fået børn, og jeg kan mærke, at tiden er kommet til at prioritere anderledes for mig og for min familie,« skriver Mai Mercado, der har en fortid som børne- og socialminister, på X.

»Jeg har stadig mange år tilbage i mit arbejdsliv, men jeg har ikke mange år tilbage til, sammen med min mand, at være de vigtigste for vores børn,« fortsætter Mai Mercado om årsagen til, at hun nu stopper i De Konservatives ledelse.

43-årige Mai Mercado meddelte partiets Folketingsgruppe om beslutningen på et gruppemøde på Christiansborg i dag, tirsdag.

»I dag er en god dag for mig og min familie, og derfor havde jeg også taget en brunsvigerkage med til Folketingsgruppen,« skriver Mai Mercado på X, hvor hun deler et billede af Folketingsgruppen – og kagen.

Fremover vil hun fortsætte som menigt medlem af partiet.