For lidt over et år siden fik De Konservatives profil Mai Mercado konstateret aggressiv brystkræft.

Nu åbner Mai Mercado op om, hvordan kræftforløbet har forandret hende – og hendes liv.

I et interview med Berlingske fortæller den 46-årige toppolitiker, at hun troede, kampen mod kræften ville være overstået, hvis hun kæmpede sig igennem kemo- og strålebehandlingen.

Nu erkender Mai Mercado, at det 'var tindrende naivt', selvom hun er tilbage på Christiansborg og på overfladen ser ud til at have det godt og er erklæret kræftfri.

»Jeg skammer mig over, at jeg ikke bare kan føle, at det er fedt at gå på arbejde hver eneste dag. Jeg har overlevet, hvorfor kan jeg ikke bare være fyldt af en boblende lykkerus?,« siger hun til Berlingske.

At hun ikke kan det skyldes kræftsygdommen – eller nok nærmere det, der er fulgt efter den.

For som mange andre tidligere kræftpatienter lider Mai Mercado af omfattende senfølger.

Så omfattende, at det påvirker 46-årige Mercados liv dagligt, og af og til gør det til noget af en udfordring at bevare den positive indstilling, fortæller hun.

Mai Mercado er som konsekvens af behandlingen blevet sat kunstigt i overgangsalderen, hun lider af maveproblemer på grund af den forebyggende medicin og betændelse i akillessenerne betyder at hun ikke længere kan løbe og selv at gå gør ondt.

For bare at nævne nogle af de senfølger, den tidligere børne- og socialminister kæmper med. 

Mai Mercado fortæller til Berlingske, at kræftforløbet og de senfølger, hun har efter behandlingen, har gjort hende mere kompromisløs.