Mai Mercado: 'Skal genhuses efter en vandskade'
»Måske ikke lige det, man håbede på, efter at være kommet fuld tid tilbage på arbejde efter en livstruende sygdom.«

»Måske ikke lige det, man håbede på, efter at være kommet fuld tid tilbage på arbejde efter en livstruende sygdom.«

Det seneste års tid har været hårdt og budt på omvæltninger for den konservative retsordfører Mai Mercado.
Nu står hun midt i den seneste udfordring:
En vandskade i familiens hus, som har ført til, at de nu må genhuses.
Det afslører hun selv i et opslag på Facebook, hvor hun forklarer, hvorfor hun har været »lidt stille« på det seneste.
»Vi står nemlig i flytterod til op over begge ører. På lørdag flytter vi. Vi skal genhuses i en periode efter en vandskade, vi fik tilbage i marts,« forklarer Mai Mercado.
Hun forklarer, at tiden siden har stået på en lang række møder med forsikringsselskab, ejerskifteforsikring, taksatorer, banken, håndværkere og et køkkenfirma.
»Måske ikke lige det, man håbede på, efter at være kommet fuld tid tilbage på arbejde efter en livstruende sygdom,« skriver hun.
Hun henviser dermed til den kræftsygdom, hun sidste år fik konstateret.
I august kunne Mai Mercado sidste år fortælle, at hun blev sygemeldt fra Folketinget, efter hun havde fået brystkræft.
Otte måneder senere – i april i år – gjorde hun comeback.
»Man når lige at få hverdagen til at hænge sammen igen – og så kommer der en vandskade og et større flytteprojekt oveni,« skriver hun på Facebook, hvor hun tilføjer:
»Men sådan er det. Og heldigvis er det jo døde ting. Hus, gulve, køkken og møbler kan repareres, udskiftes og flyttes. Det vigtigste er, at vi har hinanden.«
Mercado har været folketingsmedlem for De Konservative siden 2011.
Hun var fra 2019 til 2024 gruppeformand for den konservative folketingsgruppe, og hun har tidligere været børne- og socialminister.