Socialdemokratiets spidskandidat i Region Syddanmark, Mette With Hagensen, er blevet fyret fra sit job som rektor på uddannelsesstedet Rybners i Esbjerg.

Det skriver jv.dk.

»Jeg ærgrer mig over, at vores elever og lærere nu skal have en ny rektor. Vi har opsagt samarbejdet med Mette With Hagensen, fordi vi ikke fik løst de opgaver, der er nødvendige for at drive gymnasiet med tilfredse elever og lærere,« lyder det fra Olaf Rye, der er administrerende direktør på Rybners, til jv.dk.

Direktøren afviser at gå yderligere i detaljer om baggrunden for opsigelsen af Mette With Hagensen, der er medlem af Region Syddanmark, hvor hun ved regionsrådsvalget i 2021 var Socialdemokratiets spidskandidat.

I regionen varetager hun blandt andet magtfulde poster som henholdsvis 1. næstformand og formand for sundhedsudvalget.

Mette With Hagensen afviser at sige noget om fyringen.

»Alle pressehenvendelser i denne sag håndteres af mit fagforbund, Djøf,« skriver hun i sms til jv.dk.

Hos Djøf bekræfter pressechef Torben Gross, at fagforbundet er bekendt med sagen og bistår Mette With Hagensen i det videre forløb, men ellers har han ikke nogen kommentarer.