Tidligere udenrigsminister, Villy Søvndal, har nu sat sin fantastiske patriciervilla i Sdr. Bjert v. Kolding til salg.

62-årige Villy Søvndal bor i huset sammen med sin kone, 44-årige Heidi og hendes datter 10-årige Mia, men nu er det blevet tid til at komme videre.

- Det er et hus med mange trapper, og da vi kun er min kone, hendes datter og mig, har vi ikke brug for så meget plads, fortæller Villy Søvndal til Ugeavisen Kolding. 

Villy Søvndal blev ramt af en blodprop i hjertet i efteråret, hvor han blev indlagt på Rigshospitalet.

Fem dage efter at han var kommet hjem fra hospitalet, blev hans kone, Heidi, ramt af en utæt hovedpulsåre.

Og der er ikke nogen grund til at bo i et hus med trapper, når man kan nyde livet i mere landlige omgivelser.

– Jeg kan ikke længere arbejde med 120 kilometer i timen, og i stedet er jeg gået i gang med at finde ud af, hvad jeg skal bruge tiden til. Jeg er allerede i gang med at hjælpe nogle firmaer i udlandet, og så vil vi gerne finde et sted på landet, hvor vi kan have en køkkenhave og nogle smådyr, fortæller Villy Søvndal til Ugeavisen Kolding.

Ejendomsmægleren fortæller, at facaden på huset er nyrenoveret, og i følge BTs oplysninger, har den tidligere udenrigsminister nydt selv at give en hånd med i arbejdet, mens han har vænnet sig til sit nye liv udenfor politik.

Villaen er på 178 kvadratmeter fordelt på to etager. Samtidig er der en brugbar kælder på 60 kvadratmeter og et anneks på 22 kvadratmeter.

Huset blev nyrenoveret i 2008, hvor han købte huset. Og da han efterfølgende blev udenrigsminister efter valget i 2011, blev huset topsikret med både alarmer og sikringsrum.

Planen er først at få solgt villaen og derefter begynde at lede efter en ny bolig i lokalområdet, hvor de både kan have smådyr og køkkenhave. De flytter ikke fra lokalområdet, fordi 10-årige Mia skal kunne fortsætte på sin skole.

Se huset hos mægleren her.