Det er ikke gået amerikanske MAGA-folks næse forbi, at Danmark nu betegner USA som et af de lande, der udgør en potentiel sikkerhedsrisiko.
På Facebook har de konservative influencere The Hodgetwins, der har millioner af følgere på sociale medier, fredag delt nyheden.
»Et af de mest stabile demokratier på kloden har lige konkluderet, at vi er en trussel,« siger influencerne.
Opslaget har på få timer fået tusindvis af kommentarer, hvoraf flere gør sig lystige over udmeldingen fra dansk side.
»Men Gud forbyde, at de (danskerne, red.) nogensinde får brug for noget … Hvem vil de så ringe til først?,« skriver en bruger.
En anden følger trop:
»Uden os ville de tale tysk, haha.«
Der er tale om en ny trusselsrapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som blev udgivet onsdag.
Her står der blandt andet:
»USA bruger nu sin økonomiske og teknologiske styrke som et magtmiddel, også overfor allierede og partnere.«
Ifølge Danmarks Radio er det første gang, at USA i den årlige FE-rapport er blevet nævnt som en negativ del af trusselsbilledet.
Udmeldingen falder efter et år, hvor præsident Donald Trump blandt andet har truet med at overtage Grønland med magt.
Udover forholdet til USA advarer rapporten også mod, at Kina og Rusland er kernen i en gruppe af lande, der søger at mindske Vestens og særligt USAs indflydelse i verden.
