I løbet af valgkampen foretog analysevirksomheden Wilke en meningsmåling for netavisen Avisen.dk, der viste, at omkring seks procent af danskerne ville stemme på Donald Trump.

Selvom valgkampen ligger en tid tilbage nu, er det min klare fornemmelse, at dette stadig gør sig gældende, og at billedet er det samme i resten af Europa. Ingen vinder noget ved at være på samme hold som Donald Trump, der må tage prisen som en af de mest upopulære præsidenter i Europa nogensinde.

Der er i sig selv intet galt i at være upopulær i Europa. På den ene side er det tit blot udtryk for almindelig stupid europæisk antiamerikanisme, hvilket sås, da en af USA's største præsidenter og patrioter, hædersmanden Ronald Reagan, blev lagt for had af især den europæiske venstrefløj, som konsekvent fremstillede ham som en B-skuespiller, selvom han havde været guvernør i Californien, der var en større økonomi end Vesttyskland.

På den anden side er der simpelthen intet negativt for Donald Trump ved, at europæerne ikke bryder sig om ham. Det bygger ham blot op blandt hans egne vælgere, hvor mange ikke har megen fidus til Europa, som man ofte opfatter som en døende historisk besynderlighed, der har sat fart på sin egen deroute ved at fylde kontinentet med indvandrere fra Mellemøsten. Det kan godt være, at vi elsker at hade Trump og gøre nar af ham. Det samme forhold har masser af Trumps tilhængere til os.

Den gensidige kvalme giver politisk kapital på begge sider af Atlanten. Så da Trump talte i Europa til Europas ledere – og kaldte dem nogle nasseprinse, der ville have gratis frihed – talte han i virkeligheden til sine egne vælgere. Og da Merkel dagen efter mere elegant i et øltelt førte den oratoriske kniv mod Trump, forsøgte hun med lige så stort overlæg at slå politisk mønt af den indbyrdes lede.

Derfor er det ikke dårligt, at Trump har forladt Paris-aftalen, såfremt man ønsker, at aftalen skal blive en succes, men godt ved, at det egentlig er et elendigt tyndbenet dokument, der ingen juridiske bindinger pålægger deltagerne. Men med Trumps bebudede exit fra aftalen har han sikkert netop reddet den, da verden nu kan stå sammen om deres afstandstagen fra Trump. I trods, der vil være populær blandt egne vælgere, kan europæiske politikere arbejde for, at Paris-aftalen netop bliver den succes, som den egentlig aldrig lignede. Det er ikke kun europæerne, der kan finde hinanden i antipati imod Trump. Blandt de mange guvernører og borgmestre i USA, som i disse dage lover at leve op til klimaaftalen, er det også Trump, der samler dem.

Det er selvfølgeligt sørgeligt, at vi er der, hvor vilkårene for det transatlantiske bånd er således, at alle vinder, jo mere vi tager afstand fra hinanden. Historisk har netop et stærkt samarbejde på tværs af Atlanten knækket både nazismen og kommunismen. Der er nok ikke noget, vi ikke kan løse, når Europa og USA står sammen. Men det må vente til efter Trump.