Spørger man vælgerne, der stemmer på Venstre, er der en større tro på, at Kristian Jensen som formand vil kunne skabe fremgang i partiet, mens kun hver fjerde tror det samme om Lars Løkke Rasmussen.

Lars Løkke Rasmussens (V) rolle som formand for klimaorganisationen GGGI har den seneste tid været genstand for så voldsom kritik, at man i Venstres bagland har drøftet, hvorvidt næstformand Kristian Jensen (V) skulle køres i stilling som ny formand for partiet.

Men selvom baglandet foreløbigt har lagt de tanker på hylden, holder Venstres vælgere fast i troen på, at Kristian Jensen som formand vil kunne skabe mere fremgang for partiet. Det skriver dagbladet Politiken.

27 procent af de adspurgte venstretilhængere i en ny Megafonundersøgelse svarer nemlig, at de tror, at Kristian Jensen vil være bedst egnet til at give Venstre fremgang, mens blot hver fjerde, 25 procent, peger på den nuværende formand, Lars Løkke Rasmussen.

Hvem mener du, der vil være den bedste formand og statsministerkandidat for Venstre? Deltag i debatten på BTs Facebook-side HER.

Det ser partiets politiske ordfører Ellen Trane Nørby (V) imidlertid ikke som et problem. Tværtimod.

»Det er ikke til diskussion, at Lars er formand. Men at vi har mange andre profiler, er kun en styrke for partiet,« siger hun til avisen, mens Kristian Jensens kommentar til sin prominente placering i vælgernes bevidsthed er kortfattet.

Læs også: Kommentator: Arvefølgeopgør for fuld udblæsning i Venstre

»Det er overhovedet ikke aktuelt, og derfor har jeg ikke nogen kommentar til det,« siger næstformanden til Politiken.

I undersøgelsen har vælgerne udover Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen kunnet svare udenrigsordfører Søren Pind (V), »ingen af de tre kandidater« og »ved ikke«. Mens 14 procent af vælgerne satte kryds ved Søren Pind, satte hele 34 procent kryds ved enten »ingen af de nævnte tre kandidater« eller »ved ikke«.Ser man på en tilsvarende undersøgelse fra 2011, ser det marginalt bedre ud for Lars Løkke Rasmussen. Her fik formanden 34 procent af vælgernes stemme, mens henholdsvis 29 og 15 procent pegede på Kristian Jensen og Søren Pind.