Hvorfor må Helle Thorning-Schmidts mand slippe for at betale skat i Danmark, når en masse andre i en lignende situation og uden penge til en hundedyr revisor, skal betale ved kasse et?

Det spørgsmål vil Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet Morten Messerschmidt nu have opklaret.

Efter B.T. i dag har afsløret, at SKAT i en sag - næsten identisk med Stephen Kinnocks - har afgjort, at en direktør bosiddende på Grønland skal betale dansk skat, selv om han kun er i Danmark på ferie, har Messerchmidt i dag oprettet gruppen 'Fair Skat' på Facebook.  LÆS OGSÅ: Nyt drama om Thornings skattesag

Meningen med gruppen er, at den skal søge at kaste lys over, hvor mange danskere der befinder sig i samme situation som Stephen Kinnocks, men til gengæld skal betale skat i Danmark.

LÆS OGSÅ: DF: Kinnocks skattesag bør genoptages  - Det er tydeligt, at Skatterådets seneste afgørelser sætter Thorning/Kinnock-sagen i et noget særligt lys. Hvorfor skal familien Kinnock ikke betale skat i Danmark, mens en stribe andre danskere med lignende forhold af Skatterådet bliver afkrævet skat i Danmark? Flere med endog mindre erhvervsmæssigt aktivitet i Danmark end, hvad vi ved, gør sig gældende om familien Thorning/Kinnock, forklarer Morten Messerschmidt.

DF'eren vil forsøge at hjælpe de udlandsdanskere, der henvender sig med sager, der ligner Stephen Kinnocks.

- Enten må de oplysninger, som Helle Thorning Schmidt har fremlagt i offentligheden være forkerte, ellers må massevis af danskere simpelthen være sat forkert i skat. Hvis det sidste er tilfældet, skal disse naturligvis have en hjælpende hånd. Derfor opretter jeg nu denne gruppe, hvorved alle, som har lignende situation som Kinnock, men har fået anden afgørelse fra myndighederne, kan henvende sig. Derved kan vi få det fulde overblik over situationens omfang og alvor, siger Morten Messerschmidt.

Helle Thorning-Schmidt ønsker fortsat ikke at offentliggøre, hvorfor manden slipper for at betale skat. Hun viste i september to linjer af den ni sider lange afgørelse fra SKAT.