'Efter tre år som bestyrelsesformand i Energinet er jeg nu fratrådt, idet regeringen har besluttet at foretage en udskiftning på posten og udpege Mogens Lykketoft som ny formand.'

Sådan lyder det fra den tidligere partiformand for De Konservative, Lars Barfoed, på Facebook tirsdag eftermiddag.

Det er den nuværende klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen, der har udpeget Mogens Lykketoft som ny bestyrelsesformand for Energinet.

Der er dog ingen sure miner at spore hos Lars Barfoed, der ønsker Mogens Lykketoft tillykke med den nye stilling.

Mogens Lykketoft efter bisættelsen af Lone Dybkjær fra Holmens Kirke i København, tirsdag den 28. juli 2020. Tidligere miljøminister og medlem af EU-Parlamentet Lone Dybkjær blev 80 år gammel.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Mogens Lykketoft efter bisættelsen af Lone Dybkjær fra Holmens Kirke i København, tirsdag den 28. juli 2020. Tidligere miljøminister og medlem af EU-Parlamentet Lone Dybkjær blev 80 år gammel.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

'Jeg ønsker Mogens tillykke med hvervet og god vind! Energinet er en spændende virksomhed, der ikke mindst spiller en stor og central rolle i den grønne omstilling. Det har været en fornøjelse at være bestyrelsesformand i virksomheden,' skriver Barfoed videre.

I en pressemeddelelse oplyser Lykketoft, at han ser frem til at komme i gang med sit nye arbejde.

»Siden jeg for fem år siden var formand for FN’s Generalforsamling under vedtagelsen af Verdensmålene og Klimaftalen i Paris, har jeg brugt det allermeste af min tid på kampen for bæredygtighed og klimamål. Som formand for Energinets bestyrelse skal jeg være med til at løfte meget store nye investeringer i energiforsyningen, så Danmark fortsat er i spidsen med omstilling fra fossile til bæredygtige energikilder,« siger han.

Udover Mogens Lykketoft træder også adm. direktør i brancheforeningen Dansk IT og tidligere minister Rikke Hvilshøj samt direktør i Metroselskabet Louise Høst ind i bestyrelsen.

Udnævnelserne sker i forbindelse med, at den nuværende valgperiode udløb 31. august.