Socialdemokraternes statsrevisor Mogens Lykketoft pudser nu Rigsrevisionen på Per Stig Møller.

Socialdemokraternes statsrevisor og tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft pudser nu Rigsrevisionen på Per Stig Møller. Oppositionspartiet vil bede Rigsrevisionen undersøge den tidligere udenrigsministers brug af privatfly til møder i udlandet - og samtidig undersøge i hvor høj grad privatfly bliver brugt af andre ministre. Kravet kommer efter, at B.T. mandag kan afsløre, at Per Stig Møller i sin ti sidste måneder som udenrigsminister fløj for næsten 2,9 millioner kroner - hele 16 ud af 23 rejser foregik i lejede privatfly. Det kostede eksempelvis skatteyderne 621.989 kroner, da Per Stig Møller i juni 2009 var i Kasakhstan for at holde taler i forbindelse med en vandfestival i Kasakhstan. Andre 569.627 kroner blev brugt til leje af et privatfly til et eksportfremstød i Georgien og Tadjikistan i oktober 2009. ---- Men selv når turen gik til Bruxelles - og her er der ellers ti daglige flyafgange - brugte Per Stig Møller stort set hver gang privatfly til knap 100.000 kr. pr. rejse. Men nu skal rejserne undersøges, kræver socialdemokraternes statsrevisor og tidligere formand Mogens Lykketoft, der som statsrevisor kan bede Rigsrevisionen foretage en undersøgelse. Der er kun krav om et medlem af statsrevisorne før, at Rigsrevisionen skal undersøge et forhold. - Der har tidligere været meget stramme regler for ministres brug af privatfly, og jeg vil bede Rigsrevisionen om at se på de her rejser for udenrigsministeren, når de alligevel skal gennemgå forsvarskommissionens rejser. Nu er det jo meget forskelligt, hvor meget ministre flyver med privatfly, men måske er der grund til at undersøge det i hele staten,« siger Mogens Lykketoft, der selv var udenrigsminister fra år 2000 til 2001 - altså året inden Per Stig Møller tiltrådte. - Jeg mindes faktisk kun en gang i hele min ministertid, at jeg brugte privatfly. Det var da jeg skulle hjem fra et ekstraordinært ministermøde 12. september i anledning af angrebet på World Trade Center, så jeg kunne deltage i mindehøjtideligheden i Frue Kirke,« siger Mogens Lykketoft til B.T. Professor i forvaltningsret, Claus Haagen Jensen fra Copenhagen Business School mener, at brugen af privatfly har taget overhånd i ministeriet og er enig i, at rigsrevisionen bør gå ind i sagen. - Det her lyder som en sag for Rigsrevisionen. Det siger sig selv, at man ikke skal bruge flere offentlige penge på rejser end absolut nødvendigt. Og når der går rutefly flere gange om dagen til disse steder, er der jo ingen grund til, at ministeren lejer privatfly, siger Claus Haagen Jensen. Per Stig Møller ønsker ikke at udtale sig om sit brug af privatfly, men henviser til udenrigsministeriet.