En kvinde fra Hvide Sande mister retten til at få sine optjente feriedagpenge, fordi hun har startet eget rengøringsfirma. Sagen er langt fra enkeltstående, lyder det fra a-kasse. De Konservative vil have beskæftigelsesministeren på banen.

Lone Stouby Jensen fra Hvide Sande må vinke farvel til mere end 12.000 kroner før skat, som hun stod til at få udbetalt i feriedagpenge. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Forklaring: Hun er gået fra at være arbejdsløs til at være selvstændig. Som arbejdsløs optjener man feriedagpenge på samme måde som almindelige lønmodtagere, og hvis man går fra at være arbejdsløs til at have et almindeligt lønmodtagerjob, har man stadig krav på sine feriedagpenge. Men sådan er det ikke, hvis man i stedet starter egen virksomhed.

Grotesk, mener Lone Stouby Jensen, som undrer sig over, at politikerne på Christiansborg på den ene side efterlyser initiativ og selvstændighed, men på den anden straffer folk, der vælger at starte egen virksomhed.

»Jeg tænkte først, at det måtte være en fejl, og da det gik op for mig, at det ikke var det, blev jeg godt nok noget sur,« siger hun.

A-kassen Ase vurderer, at cirka 400 selvstændige hvert år må vinke farvel til deres feriedagpenge, fordi de går fra ledighed til selvstændighed.

»Sagen er langt fra enkeltstående, og vi synes, det er et udtryk for diskrimination, at man ikke har de samme rettigheder som selvstændig, som man har som lønmodtager,« siger Thomas Telving, chef for Politik og Kommunikation i Ase.

Thomas Telving mener, at der generelt er for mange regler, som hæmmer lysten til at starte egen virksomhed.

Den vurdering deler de Konservatives arbejdsmarkedsordfører, Mai Mercado (K), som nu vil tage sagen op med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

»Det har en stor samfundsmæssig værdi, når folk vælger at starte egen virksomhed, og så virker det sindssygt mærkeligt, at man på den her måde skal mødes med regler, der hæmmer lysten til at blive iværksætter,« siger Mai Mercado.

Hun vil derfor have ministeren til at svare på, hvor mange selvstændige, der mister retten til feriedagpenge, fordi de går fra at have været arbejdsløse til at starte egen virksomhed, og hvor meget det vil koste at ændre reglerne.

»Ministeren må svare på, om hun mener, det her er noget, der fremmer lysten til at starte egen virksomhed, for det virker ærlig talt temmelig mærkværdigt,« siger hun.

Dertil skal ministeren svare på, om hun mener, det er rimeligt, at man fratages retten til de opsparede feriedagpenge, fordi man starter egen virksomhed.

»Når man vælger at blive selvstændig, er det i forvejen ganske usikkert, hvordan det vil gå, og så er det altså meget rart i det mindste at vide, at man har krav på de penge, man selv har optjent. Man skal også huske, at det ikke er statens, men folks egne penge, der er tale om,« siger Mai Mercado.