Står det til SF, så skal der på finansloven afsættes 500 millioner kroner til minimumsnormeringer i 2020.

Lovbundne minimumsnormeringer, der bliver virkelighed i perioden frem mod 2025, så de er helt indført i 2025, er endemålet for SF.

Det er hjerteblod for partiet at få indført minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver.

Det siger SF-formand Pia Olsen Dyhr i forbindelse med tirsdagens finanslovsforhandlinger med regeringen om netop minimumsnormeringer.

- Vi har meget tydeligt meldt ud, at det her er hjerteblod for SF. Vi skal have Bupls (pædagogernes fagforening, red.) model, der svarer til en voksen til tre børn i vuggestuerne og en voksen til seks børn i børnehaverne.

- Økonomisk svarer det til 1,6 milliarder kroner om året, siger Olsen Dyhr.

SF kræver 500 millioner kroner næste år. Beløbet skal stige til en milliard kroner i både 2021 og 2022.

- Vi ser meget gerne, at vi bruger en halv milliard i 2020, svarende til et første skridt. Jeg ved godt, at vi ikke kommer helt i mål, og at der er nogen, som ønsker, at vi kan levere det hele næste år.

- Men vi er også optaget af den del, der handler om, at der skal være en god balance mellem pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere, så vi ikke ender med at få for mange ufaglærte derude, siger Olsen Dyhr.

I det såkaldte forståelsespapir mellem S-regeringen og støttepartierne - SF, Enhedslisten og De Radikale - er der enighed om, at der skal indfases lovbundne minimumsnormeringer.

- Socialdemokratiet ønskede slet ikke minimumsnormeringer, så det at få det med i forståelsespapiret var et skridt på vejen. Det afgørende for SF var, at det ikke bare er minimumsnormeringer - det skal være lovbundne minimumsnormeringer, siger Olsen Dyhr.

Efter forhandlingerne tirsdag er SF-formanden fortsat optimist.

- Vi er ikke i mål, og det vil jeg gerne erkende. Men jeg synes, der er en lydhørhed over for at finde en løsning, som der jo også står i forståelsespapiret, at vi skal, siger Pia Olsen Dyhr.

I sit finanslovsforslag har S-regeringen afsat 2,1 milliard kroner til en reservepulje. Den skal blandt andet dække omkostninger til minimumsnormeringer, grøn omstilling og kultur.

Det er for lidt, mener samtlige støttepartier.

De Radikale vil i lighed med SF afsætte 500 millioner kroner til pædagoger næste år. Efterfølgende skal beløbet ifølge De Radikale stige til en milliard kroner årligt.

Enhedslisten vil afsætte en milliard kroner til minimumsnormeringer i 2020.

Finansminister Nicolai Wammen (S) udtaler sig ikke efter tirsdagens forhandlinger. Det gør i stedet Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen.

- Det skulle nok være overraskende, hvis de andre partier bag forståelsespapiret synes, at den reserve er stor nok. Men det er det, vi har lagt frem, og det er det, vi forhandler på baggrund af, siger han.

- Vi har også fra regeringens side et ønske om at styrke antallet af varme hænder ude i vores daginstitutioner.

- Men det er velkendt, at der er forskellige ambitionsniveauer partierne imellem, og det er noget af det, vi har brugt tid på i dag, siger Christian Rabjerg Madsen.

/ritzau/