'Jeg er ked af, at det er endt her, fordi jeg holder af Morten.'

Sådan skriver De Radikales folketingsmedlem Lotte Rod i et Facebook-opslag, efter Morten Østergaard onsdag aften er gået af som politisk leder for De Radikale.

'Det var ikke min mening. Det vigtige for mig er, at vi får en kulturændring. Ikke kun i mit parti - men i alle partier og alle andre steder,' skriver Lotte Rod fortsat i opslaget.

Det var Lotte Rod, der 16. september stod frem og fortalte om en krænkelse, hun har været udsat for i sin tid i partiet. En krænkelse, som altså nu har ført til Morten Østergaards afgang som politisk leder for De Radikale.

Efter et seks en halv times langt gruppemøde i Den Sorte Diamant, der begyndte onsdag formiddag, stod den nu forhenværende partileder Morten Østergaard frem og fortalte, at det var ham, der krænkede partifællen Lotte Rod.

»Jeg har svigtet i sagen om Lotte Rod. Jeg har sådan set ikke svigtet Lotte. Fordi det var mig, hvis hånd hun fjernede for næsten et årti siden fra sit lår,« sagde Morten Østergaard blandt andet.

Han fortalte ligeledes, at han har givet Lotte Rod en undskyldning.

En undskyldning, som hun har accepteret.

'Morten har sagt undskyld til mig, og jeg har tilgivet ham,' skriver hun på Facebook og tilføjer:

'Det er ikke længere det, der skete, der er problemet, det er håndteringen.'