Der ligger et stort oprydningsarbejde foran den nye Radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, der selv var dybt involveret i den håndtering af sagen om Lotte Rod, som onsdag fældede Morten Østergaard.

Det var nemlig Sofie Carsten Nielsen, som i fortrolighed havde samtaler med partifællen Lotte Rod, efter hun kom til gruppeledelsen med en sexismesag.

Men Sofie Carsten Nielsen har også været en del af den Radikale gruppeledelse, som besluttede at hemmeligholde, at det var Morten Østergaard, som ragede Lotte Rod på låret i 2011.

»Jeg har varetaget den interesse, som Lotte kom med. Jeg har hele tiden været optaget af at bakke hende op. Det er det, der har været min ledetråd. Det er det, jeg har spurgt hende til hele tiden, om hun synes var tilfredsstillende. Og det er også det, jeg hører nu, at hun har tillid til,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Tilliden fra Lotte Rod er dog ikke større, end at Lotte Rod stemte på Martin Lidegaard under kampvalget onsdag aften.

Det samme gjorde de to Radikale profiler Marianne Jelved og Jens Rohde.

Torsdag skriver Lotte Rod dog på Facebook, at hun bakker op om Sofie Carsten Nielsen, som vandt med stemmerne 12-4 over Martin Lidegaard.

'Sofie har været god for mig hele vejen. Sofie er én, man kan stole på. Hun er en stærk leder af vores parti, og jeg glæder mig til at lave politik sammen med hende. I går stemte jeg på Martin, fordi jeg gerne ville have givet hans politiske tanker en chance,' skriver Lotte Rod på Facebook og tilføjer:

'Sådan blev det ikke, og nu er jeg fuldt bag Sofie og vil gøre alt, hvad jeg kan, for at spille hende god.'

Det var Lotte Rod, der satte gang i sagen, som i sidste ende førte til Morten Østergaards fald.

I midten af september fortalte Rod, at hun var blevet befamlet i sin tid i Det Radikale Venstre.

Ved onsdagens krisemøde tog mødet en dramatisk vending, da navnet på krænkeren endelig kom frem.

Gennem halvanden time ville hverken Morten Østergaard eller Sofie Carsten Nielsen fortælle, hvem krænkeren var.

Til sidste bad Martin Lidegaard ifølge B.T.s kilder fra mødet om ordet og sagde ligeud, at Morten Østergaard var krænkeren.



Kort efter brød Lotte Rod grædende ind og sagde, at ledelsen – Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen – løj, når den påstod ikke at være inhabil.

Lige dér kunne man, beretter en deltager i mødet, 'høre en knappenål falde til gulvet'. Og da måtte en forstenet Morten Østergaard se sin politiske skæbne beseglet.

Derefter begyndte De Radikales folketingsmedlemmer at debattere, hvem der skulle efterfølge Morten Østergaard som politisk leder.

Det var valget mellem Sofie Carsten Nielsen og den nuværende hårde linje over for regeringen - eller Martin Lidegaards mere pragmatiske og forsonlige linje.

Blandt de fire stemmer på taberen af valget var det radikale ikon Marianne Jelved:

»Jeg anbefalede Martin Lidegaard som politisk leder,« siger hun til B.T. og tilføjer:

»Fordi jeg vil bidrage til en mindre konfrontatorisk holdning i partiet i forhold til andre partier.«

Tilbage står Sofie Carsten Nielsen i en svær position, hvor hun på den ene side har været en stor del af Morten Østergaards strategi om ikke at sige, at han var krænkeren. Men samtidig ligger hun torsdag kraftig afstand til Østergaards håndtering.

»Han fik håndteret det dårligt på det gruppemøde, vi havde i går, fordi når man bliver spurgt direkte, må man svare direkte,« siger hun.