Lotte Kofoed kræver undskyldning: Det var ikke kun en hånd på låret
Derfor kalder Lotte Kofoed partiformandens ansættelse af den nye rådgiver for »et svigt.«

Derfor kalder Lotte Kofoed partiformandens ansættelse af den nye rådgiver for »et svigt.«

SFs Lotte Kofoed er nu på vej til Folkemødet. Hun vil have en undskyldning fra sin formand Pia Olsen Dyhr. Det skriver hun i et opslag på X.
SF-partibossen har nemlig ansat en særlig rådgiver ved navn Thomas Nystrøm, der tilbage i 2020 forlod partiet efter #MeToo-anklager.
SF’s rådmand på Frederiksberg Lotte Kofoed har fortalt til Politiken, at hun var blandt de krænkede og at hun gik til til partiets daværende næstformand og sagde, at hun var blevet seksuelt krænket af den pågældende rådgiver.
Lotte Kofoed fortæller nu til B.T., at der ikke blot var tale om en hånd på låret i et festligt lag, sådan som flere måske husker kostede Morten Østergaard sin plads som De Radikales leder.
Lotte Kofoed vil ikke gå nærmere ind i, hvad der konkret skete i sagen dengang i 2020, andet end at der var tale om en alvorlig seksuel krænkelse.
B.T. har gentagne gange torsdag forsøgt at få en kommentar fra Nystrøm. Dette har ikke kunne lade sig gøre.
Overgrebet skete til et SF-landsmøde, og er ifølge B.T.s oplysninger aldrig blevet politianmeldt.
Men Pia Olsen Dyhr er bekendt med alvoren af sagen, hvilket hun også gav udtryk for, da hun i sin tid valgte at fyre rådgiveren.
Derfor kalder Lotte Kofoed partiformandens ansættelse af den nye rådgiver for »et svigt.«
»Jeg kan ikke på noget niveau forklare, hvor stort et svigt det her føles som. Det er for sindssygt. For mig er det et psykisk overgreb og en dobbelt krænkelse,« siger hun til Politiken.
I en skriftlig kommentar til B.T. - som hun tidligere har givet til Politiken - forsvarer Pia Olsen Dyhr den kontroversielle ansættelse:
»Der blev handlet på sagen dengang, og jeg har stor forståelse for de mennesker, der var berørt af sagen. At jeg har valgt at ansætte vedkommende i dag, ændrer ikke på det,« skriver hun:
»Der er nu gået seks år, og efter grundige overvejelser og en helhedsvurdering er jeg nået frem til, at det er rimeligt at give vedkommende en ny chance.«
SFs formand anerkender, at ikke alle vil være enige i den vurdering.
»Det har jeg respekt for. Men jeg mener, at mennesker både skal stå til ansvar for deres handlinger og have mulighed for en ny chance.«