Annette Vilhelmsen sender ikke folk i byen for at svare igen på Jesper Petersens angreb på hende. Og det sender et stærkt signal, mener BT's politiske kommentator Lotte Hansen.

- Det er sejt, at hun selv melder ud, for så virker det ikke som om, at det er hendes fløj, der svarer igen, siger Lotte Hansen med henvisning til den pressemeddelelse Annette Vilhelmsen har sendt ud.





Og SF's politiske ordfører Jesper Petersen skal ikke se frem til at blive forfremmet, hvis Annette Vilhelmsen vinder formandsvalget. Tværtimod, mener Lotte Hansen, der peger på, at hun vil foretage ændringer på de nuværende ministerposter og i organisationstoppen.

- Det er ikke godt for Jesper Petersen, at han ikke er loyal. Det er selvfølgelig svært at halshugge nogen på forhånd, men han står ikke øverst på Vilhelmsens ønskeliste nu, siger Lotte Hansen.

- Der kan ikke være tvivl om, at Vilhelmsen-lejren nu arbejder på at finde ud af, hvem der står bag det lækket til Jyllands-Posten, siger hun med henvisning til de oplysninger som først Astrid Krag og derefter Jesper Petersen har brugt til så tvivl om Vilhelmsen.





Annette Vilhelmsens stemte nemlig blankt til regeringens 2020-plan i april, og Jesper Petersen kalder det i Jyllands-Posten for »uholdbart«, at Annette Vilhelmsen stemte, som hun gjorde. For hvis resten af partiet havde gjort det samme, ville SF muligvis ikke kunne forblive regeringsparti, mener han. Afstemningen skete på et lukket møde, men de oplysninger er alligevel blevet lækket.

- Der er voldsom kamp fra begge sider nu. Og hvis det bare skærpes en lille smule mere, bliver det svært at se, hvordan de to parter skal finde hinanden bagefter. Så bliver det ikke noget kønt syn, siger Lotte Hansen.

Ministertaburetter på spil

Og som Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen også påpeger, er der ministerposter på spil.

- I lyset af de seneste begivenheder, vil det ikke undre mig, at der sker ændringer på to-tre ministerposter, siger Lotte Hansen.

Tvunget til offensiv

Men på trods af det er særligt Astrid Krag-lejren alligevel nødt til at gå i offensiven, vurderer hun.

- Hvis man kun kæmper efter reglerne og taber, er der ingen, der bagefter kommer og klapper en på skulderen for en fair valgkamp. Så kan man sige, at 'jeg faldt med en nystrøget skjorte på, men til gengæld er jeg ikke minister længere'. Det er dilemmaet.

Samtidig skal man tage i betragtning, at kandidaterne ikke har de store politiske uenigheder at toppes om, påpeger Lotte Hansen

- Derfor kommer der nok til at ske noget mindre pænt, inden valget afgøres. Intet er slut endnu, siger hun, siger hun.

Tror du, at Annette Vilhelmsen fyrer Jesper Petersen som politisk ordfører, hvis hun bliver SF-formand?

Deltag i debatten under artiklen