Ny fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V) vil ikke kalde det en drøm, der går i opfyldelse, at blive minister.

»Nej, det kan man ikke sige.«

»Det er en opgave, som skal løses, og som jeg har sagt ja til at løse, efter at Venstres formand har bedt mig om at gøre det,« siger Venstre-næstformanden på Amalienborg Slotsplads, efter hun er blevet indsat som minister.

Hun overtager midlertidig Økonomiministeriet, mens Troels Lund Poulsen (V) er fungerende forsvarsminister under formand Jakob Ellemann-Jensens (V) sygemelding.

Stephanie Lose vil dog godt gå med til at sige, at »det er en stor dag at blive minister«.

»Det tænker jeg, at det skal være.«

For at blive minister søger hun orlov fra sin post som regionsrådsformand i Region Syddanmark, hvor hun har siddet siden 2015.

En post, hun glæder sig til at vende »hjem til«.

»Jeg kan sige meget klart, at det her er en midlertidig løsning, og jeg glæder mig til at vende tilbage til Region Syddanmark, når der ikke længere er brug for mig her,« siger Stephanie Lose.

Hun kommer dog til at få en aktiv rolle i regeringen, lyder det.

»Jeg skal ind og være med til at løfte de opgaver, der skal løftes i regeringen.«

Det betyder, at jeg skal have min dagligdag i Økonomiministeriet, men jo også, at jeg kommer til at indgå i regeringens tværgående reformarbejde og løfte de dagsordener, der er der, siger Stephanie Lose.

Både Stephanie Lose og statsminister Mette Frederiksen (S) slog fast, at der ikke er en dato for, hvornår Jakob Ellemann-Jensen kan vende tilbage til sit arbejde.

Derfor er der behov for at frigøre tid til Troels Lund Poulsens opgave som forsvarsminister.

»Det er klart, at på et tidspunkt, hvor der er krig i Europa, og vi står over for at skulle forhandle forsvarsforlig, så er det vigtigt, at forsvarsministeren kan koncentrere sine kræfter,« siger Mette Frederiksen.

/ritzau/