Klimatopmødet bliver kaldt en katastrofe. Men særligt én ting, fik FN ud COP30. Med hjælp fra Danmark sågar - og det bekymrer Bjørn Lomborg. 

For FN vil gerne have skovlen under det, de mener er klimabenægteri. Derfor har man underskrevet en erklæring om bekæmpelse af misinformation. 

Men B.T.s klimaekspert Bjørn Lomborg mener, at det er et skridt på vej hen imod en farlig politisk ensretning af klimadebatten.

»De vil bare gerne have, at man kun siger det, det mener er 'det rigtige' om  klima. I virkeligheden lader det til, at de godt kunne tænke sig et FN-sandhedsbureau, som fortæller, hvad du må og ikke må tænke,« siger han.

COP30 løb af stablen i Brasilien, hvor præsident Luiz Inácio Lula da Silva slog tonen an ved åbningssessionen og erklærede, at kampen for sandheden nu er lige så afgørende som kampen for at reducere udledninger.

Onsdag underskrev 12 nationer – herunder Danmark – den allerførste Erklæring om Informationsintegritet (Declaration on Information Integrity on Climate Change, red.).

Bjørn Lomborg er kritisk overfor udfaldet af dette års klimatopmøde.
Bjørn Lomborg er kritisk overfor udfaldet af dette års klimatopmøde. Foto: Søren Bidstrup

På FNs hjemmeside fremgår det, at landene hermed »forpligter sig til at bekæmpe strømmen af falsk indhold og beskytte dem, som står i frontlinjen for sandheden: miljøjournalister, videnskabsfolk og forskere.«

Det lyder måske harmløst, siger Bjørn Lomborg, men erklæringen er stærkt bekymrende.

»Et eksempel på det, de mener er en form for misinformation, er, at færre i dag dør af kulde. Eller at selvom havniveauerne stiger, så er nogle af øerne med koralrev i Stillehavet faktisk blevet større,« siger Lomborg. 

 Han fortsætter: 

»Men det skyldes, at folk går mindre op i klimaet, der er kommet lidt i baggrunden. Så nu vil man sørge for, at folk i mindre grad siger noget,  der kan bidrage til den tendens.«

Men det er vel indlysende sandt, der er for meget misinformation i klimadebatten?

»Det er rigtigt, at det ville være rart, hvis alle bare sagde sandheden. Men i et pluralistisk samfund ved vi, at det kan være rigtig svært og at risikoen er, at der pludselig kun er én måde, man må tænke om virkeligheden på.«

Ifølge Bjørn Lomborg lægges der ifølge erklæringen op til, at stater skal have et ansvar for, at der bliver »talt ordentligt« om klimaet:

»Det betyder i virkeligheden, at der kun må være det rigtige narrativ.«

Lomborg fortsætter:

»Men det paradoksale er, at det meste misinformation kommer fra de traditionelle medier, som siger 'åh nej, der var en orkan - se klimaet!' Omvendt hører man ikke om, at 2025 lader til at være det år, hvor det brænder mindst i verden. For det passer ikke lige ind i fortællingen.«

B.T. har præsenteret kritikken for klimaminister Lars Aagaard (M). 

En ansat i ministeriets pressetjeneste svarer kortfattet, at »erklæringen ikke bor i vores ministerie,« og at man lige vil undersøge, hvis område den falder ind under. Ministeriet er ikke vendt tilbage.