For at sikre en mere klimavenlig energiforsyning vil regeringen føre gasledning til Lolland-Falster.

Der skal være bedre adgang til gas på Lolland-Falster, og derfor vil regeringen bede det statslige selskab, Energinet, om at anlægge en 115 kilometer lang gasledning fra Sydsjælland gennem Falster og til Nakskov på Lolland.

Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

- Dette er en meget stor investering, som er nødvendig for at hjælpe Lolland-Falster. Det handler om at beskytte truede arbejdspladser og om at sikre grøn omstilling i alle dele af Danmark.

- Den nye gasledning vil allerede ved etableringen give store CO2-besparelser, og på sigt bliver det en helt CO2-neutral løsning, når vi får nok biogas, skriver klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i meddelelsen.

Prisen for at føre ledningen bliver lige under 800 millioner kroner, og den skal efter planen være færdig i 2024.

Gas er betydelig mere klimavenligt som energikilde end eksempelvis olie eller kul. Og Lolland-Falster er for nuværende et af de eneste områder i Danmark, hvor industri og beboelse ikke har adgang til gas.

Planen møder dog alt andet end roser fra regeringens støtteparti Enhedslisten. For mens gas er bedre end kul og olie er det stadig et fossilt brændsel.

- Jeg forstår helt ærligt ikke ministerens beslutning.

- Han bruger næsten en milliard kroner af danskernes penge på en kulsort investering, på trods af at hans eget ministerium siger, at det samfundsøkonomisk ikke engang kan betale sig, og på trods af at Klimarådet ikke anbefaler gasledningen, skriver partiets energiordfører, Søren Egge Rasmussen, i en kommentar.

Ifølge ministeriet er gasledningen vigtig ikke mindst for Nordic Sugar - tidligere Danisco og før det De Danske Sukkerfabrikker - der har større produktionsanlæg i Nykøbing Falster og Nakskov.

- Hvis sukkerproduktionen i Danmark ikke får hjælp til at omstille sig, er vurderingen, at den ville flytte til et andet sted i verden. Det ville ikke være bedre for klimaet, og det ville være katastrofalt for Lolland-Falster, skriver Dan Jørgensen.

Sukkerproduktion er ganske energikrævende, og Nordic Sugar er ifølge ministeriet Danmarks næststørste CO2-udleder med markant 162.000 ton i 2019 - svarende vil over 60.000 personbilers årlige udledning.

Det kan mindskes med omkring en tredjedel ved at omlægge til gas.

Regeringen har sammen med et flertal i Folketinget vedtaget en klimalov, der binder regeringen til at mindske Danmarks samlede udledning af CO2 med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet fra 1990.

/ritzau/