Det første den nu tidligere minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Karen Ellemann (V) gjorde, da statsministeren ringede til hende tirsdag aften, var at tage en notesblok frem.

»Jeg ville gerne være sikker på, at jeg fik det hele med, og at jeg var sikker på, hvad der nu skulle ske,« siger Ellemann, der dagen derpå indrømmer, at hun efter sin snak med statsministeren havde en smule svært ved at falde i søvn.

Efter opkaldet fra Lars Løkke Rasmussen (V) stod det nemlig klart, at hun ikke længere skulle være minister.

»Jeg vidste jo godt, at der var noget under opsejling, og det er en type samtale, hvor jeg er fuldt ud bevidst om, hvad det er for nogle processer, der er i gang.«

Opkaldet fra Lars Løkke Rasmussen tirsdag aften kom derfor ikke helt bag på Karen Ellemann.

»Jeg har da haft overvejelser om, hvordan man sammensætter et ministerhold - er man med på holdet, eller er man ikke - så jeg har tænkt over, hvordan min fremtid som minister så ud, hvad jeg kan bruges til, og hvilke andre opgaver der i givet fald kunne tilfalde mig,« siger hun.

(ARKIV) Portræt af minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde, Karen Ellemann. Karen Ellemann er ikke længere minister, men kan blive Venstres første kvindelige gruppeformand. Det skriver Ritzau, onsdag den 2. may 2018.. (Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Portræt af minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde, Karen Ellemann. Karen Ellemann er ikke længere minister, men kan blive Venstres første kvindelige gruppeformand. Det skriver Ritzau, onsdag den 2. may 2018.. (Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix) Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

De "andre opgaver" lader til at blive rollen som formand for Venstres folketingsgruppe.

Den post ser Lars Løkke Rasmussen gerne, at Ellemann nu får, fortalte han onsdag formiddag foran Amalienborg, da han præsenterede de tre nye ministre.

Men selv om hun nu går fra at være minister til i første omgang at være et menigt folketingsmedlem, ser Karen Ellemann ikke jobskiftet som et skridt nedad.

»Der vil selvfølgelig være forskellige udlægninger af det. Jeg betragter det som en tillidserklæring fra Venstres formand, at han vil have mig som gruppeformand. Jeg vil ikke selv tage stilling til, om jeg bevæger mig op, ned eller til siden. Jeg er sikker på, at jeg ikke kommer til at kede mig, hvis jeg bliver gruppeformand,« siger hun.

48-årige Karen Ellemann har været medlem af Folketinget siden 2007. Hun blev minister første gang i april 2009 og var det frem til folketingsvalget i september 2011.

Efter blå bloks valgsejr i 2015 blev hun igen indenrigs- og socialminister. Nu skal hun så igen have sin daglige gang på Christiansborg som medlem af Folketinget.

/ritzau/