»Vi må simpelthen bare ikke komme til orde hos de lokale medier. Så nu har vi valgt at boykotte dem.«

Sådan lyder det fra lokallisten Nyt Odense, der fredag eftermiddag valgte at udtrykke deres store utilfredshed med de regionale medier TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende.

Bevæbnet med banner, stige og søm mødte de fredag frem foran TV 2 Fyns hovedsæde i det sydøstlige Odense.

Alt sammen i håb om langt om længe at blive hørt.

»Pressen nævner os nærmest ikke med én eneste stavelse. Og hvordan skal vælgerne kunne sætte deres kryds korrekt til kommunalvalget på tirsdag, når de ikke kan gøre det ud fra et oplyst grundlag?« siger Kim Slott Nielsen, der er spidskandidat for Lokallisten Nyt Odense til B.T.

Og formanden for den lokale liste, Gert Broxgaard tilslutter sig det udsagn.

»Vi kommer aldrig til at kunne komme ind og bevise vores værd, hvis vi ikke bliver hørt. Vi mener simpelthen ikke, at partierne bliver behandlet ligeværdigt af medierne,« siger Gert Broxgaard.

Håbet med banneret er derfor at skabe opmærksomhed og et talerør for deres budskaber.

Er det ikke et underligt sted at vælge at placere jeres banner, hvis jeres ønske er at nå ud til vælgerne?

»Det kan da godt tolkes som en provokation, men vi håber jo netop, at det får vækket deres interesse. De er jo ikke interesserede i at tale med os ellers,« siger Kim Slott Nielsen.

De to kandidater har besluttet, at de ikke ønsker at deltage i dette års valgfolkefest i Odense, som er arrangeret af TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende, og som bliver afholdt søndag den 14. november.

»Vi gider ikke møde op for at spilde vores tid, blive udstillet og gjort til grin,« siger Kim Slott Nielsen.

Lørdag formiddag kom turen så til Fyens Stiftstidende.

Her mødte kandidaterne fra lokallisten op klokken 10:15 for at udtrykke deres utilfredshed.

Hvad tror I helt ærligt der kommer ud af, at I brokker jer over ikke at blive hørt?

»Vi håber på at få skabt opmærksomhed på, at der i den grad mangler ligevægt i mediernes dækning. Vi har været i politik siden 2009, og der er ikke sket en hylende fis siden da. Intet er ændret, og vi er blevet utroligt dårligt behandlet,« siger Kim Slott Nielsen.

Ansvarshavende chefdirektør for TV 2 Fyn, Esben Seerup, afviser lodret, at Lokallisten Nyt Odense skulle være behandlet dårligt eller anderledes end andre partier.

»Det er ikke sådan, det er, og det ved de godt, Kim Slott Nielsen og Gert Broxgaard. Det her er et stunt, de laver, så de nu kommer i B.T. og tillykke med det.«

»De har ikke taget imod de tilbud, de – ligesom alle andre kandidater – har fået. De har ikke udfyldt kandidatlisten. Det har vi bedt dem om. De har ikke udfyldt den profilside, vi har på vores hjemmeside. De har ikke brugt det debatformat, som vi har stillet til rådighed for dem,« lyder svaret fra Esben Seerup.«