Meldingen er knivskarp, når det kommer til folketingskandidat Nana Harrings tweet lørdag, hvor hun kalder forhenværende formand i Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl en 'tøsedreng'.

»Hun har fået første advarsel. Og i Frederikshavn får man kun to,« siger Flemming Køster, der er formand i lokalforeningen Frederikshavn, til B.T.

Nana Harring er opstillet af lokalforeningen som folketingskandidat.

Siden februar er hele ti af Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer smuttet fra partiet. Det har skabt kaos og åbne krige blandt nuværende og tidligere medlemmer.

»Gennem hele den her krise i partiet, har jeg gjort det klart, at vi forholder os neutrale heroppe. Vi blander os ikke i alt det fnidderfnadder i København,« siger Flemming Køster og fortsætter:

»Så skal Nana (Thillemann Harring red.) ikke skrive sådan noget skvadder. Det har jeg gjort klart over for hende, at vi ikke kan acceptere, og jeg har mit baglands opbakning til den melding.«

Til B.T. forklarer Flemming Køster, at han har vendt sagen med sin næstformand og kasserer, som altså bakker op om, at han søndag gik på lokalforeningens Facebook-side og tog tydeligt afstand fra folketingskandidatens tweet. ​

B.T har været i kontakt med Nana Harring efter den noget uvante røffel fra hendes egen lokalforening.

Hvad tænker du om, at foreningen går ud og offentligt og tager afstand fra dig?

»Det har jeg ingen kommentarer til.«

Har du virkelig ingen kommentarer til, at din egen forening tager afstand til dig?

»Du er jo journalist og ved, at nogle ting skal man ikke nødvendigvis kommentere på.«

Men du kommenterede jo i hvert fald på, at Kristian Thulesen Dahl var en tøsedreng?

»Det har jeg ingen kommentarer til.«

For Flemming Køster er det afgørende, at hun overhovedet blander sig i partiets fnidder, selvom han bestemt heller ikke er enig i hendes ordlyd.

»Overordnet er problemet, at hun blander sig i en københavnersag, og det skal hun ikke. Men jeg synes, indholdet er grotesk. Det er noget sludder at kalde Kristian Thulesen Dahl en tøsedreng. Han har været med til at stifte partiet,« siger Flemming Køster.

Til B.T. har Nana Harring tidligere forklaret, at hendes tweet var en komisk reference til en kommentar rettet mod Kristian Thulesen Dahl i 1995 og en måde at skubbe ham til at melde klart ud om, hvorvidt han stadig er en del af Dansk Folkeparti.

Men det giver Flemming Køster ikke meget for.

»Hvordan kan man lave jokes med den slags? Det er mandens privatsag, hvad han gør.«

»Han har meldt ud, at han ikke stiller op til næste valg, og hvad der sker i mellemtiden, kan jeg ikke se, skal give anledning til gnidninger internt i partiet, hvis folk bare kunne lade ham være. Og det synes jeg, man bør. Giv manden noget fred.«