På rekordtid er Folketinget blevet tre løsgængere rigere.
Liberal Alliances Cecilie Liv Hansen og Borgernes Partis Jacob Harris og Emilie Schytte er alle blevet partiløse kort efter folketingsvalget.
Det kan derfor formentlig blive en kende akavet at støde ind i de tidligere partifæller på Christiansborg.
Men når arbejdet i Folketingssalen og udvalgene først begynder, kommer de tre heller ikke til at sidde sammen - hverken med deres tidligere partier eller med hinanden.
Det oplyser Folketingets Servicecenter til B.T.
»Det ville være ligesom at sætte en fraskilt kone og mand sammen,« siger medarbejderne.

Den endelige fordeling af kontorer er endnu ikke på plads og falder formentlig først på plads, når en ny regering er dannet, oplyser medarbejderne.
Cecilie Liv Hansen, der blev valgt ind for Liberal Alliance, blev ekskluderet fra partiet blot fire dage efter valget.
Baggrunden lød, at hun angiveligt havde løjet om, at hendes kæreste har solgt cannabis, og at parrets hjem er blevet ransaget i forbindelse med en kommende retssag.
Jacob Harris fra Borgernes Parti blev også smidt ud kun fire dage efter valget, fordi han havde 'forbrudt sig mod den tro og love erklæring, han har underskrevet', 'ikke givet sandfærdige oplysninger til partiet' og tilmed 'gentagende har handlet i modstrid med partiets værdier'.
Meldingen kom i kølvandet på beskyldninger om, at Jacob Harris har lavet pengemisbrug i et konkursramt familieselskab.
Derudover trak Emilie Schytte sig fra Borgernes Parti den 6. april grundet den måde, »den politiske magt i partiet er organiseret på«.


