Løsgængeren Peter Seier Christensen har ikke været på arbejde i Folketinget siden april 2023 – men har alligevel modtaget cirka 1,75 millioner kroner i løn. Uden sygemelding og uden at afgive sit mandat.

Det vækker kritik fra B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup:

»Det lugter lidt af omgåelse af reglerne. Det ville aldrig gå i andre dele af samfundet - og det tror jeg, virkelig provokerer folk,« siger han.

Hvis Seier havde meldt sig syg, ville suppleanten Henriette Ergemann være trådt ind, skriver TV 2

Peter Seir Christensen (t.h) er medstifter og tidligere næstformand i Nye Borgerlige. I 2024 blev han ekskluderet af partiet og dermed løsgænger.
Peter Seir Christensen (t.h) er medstifter og tidligere næstformand i Nye Borgerlige. I 2024 blev han ekskluderet af partiet og dermed løsgænger. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Hun har tidligere gjort sig særlig bemærket på grund af sine udtalelser under coronapandemien.

Blandt andet har hun kaldt den tidligere Unicef-generalsekretær og S-minister Karen Hækkerup en »sindssyg kælling«, og beskyldt hende for »mord på uskyldige børn«. 

Hun har desuden ønsket at tidligere sundhedsminister og nuværende miljøminister Magnus Heunickes datter fik »saltvand« i stedet for vaccine, og skrevet om tidligere justitsminister fra Venstre, Søren Pind, at han var en »klam stodder«.

Ifølge Ergemann er hun da heller ikke i tvivl, om at hun ikke velkommen i Folketinget:

Henriette Ergemann var kortvarigt nyvalgt næstformand for Nye Borgerlige, men er nu stillet op for x-formanden i Nye Borgerlige, Lars Boje Mathiesen, nye parti Borgernes Parti.
Henriette Ergemann var kortvarigt nyvalgt næstformand for Nye Borgerlige, men er nu stillet op for x-formanden i Nye Borgerlige, Lars Boje Mathiesen, nye parti Borgernes Parti. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Min første tanke er, at det er, fordi Peter Seier Christensen ikke ønsker mig derinde,« siger hun til TV 2.

Men den går ikke, påpeger Henrik Qvortrup:

»Regler er regler. En suppleant er en suppleant. Sådan har vælgerne valgt. Hvis man ikke ville have hende i Folketinget, skulle man have stillet med en anden kandidat.«

Der er heller ikke meget, som tyder på, at Peter Seier Christensen, kommer tilbage foreløbigt, da han har meldt ud, at han har haft stress, depression og nu lymfekræft. 

»Man kan kun have sympati for et alvorligt sygdomsforløb, men to år uden at melde sig syg – og samtidig modtage fuld løn? Det ville næppe gå på en almindelig arbejdsplads,« siger B.T.s politiske analytiker.

I sidste ende er det dog udelukkende løsgængerens eget valg, om han vil give afkald på sit mandat, da Grundloven ikke sætte krav til fremøde i folketingssalen, vurderer Frederik Waage, juraprofessor ved Syddansk Universitet.  

Ikke desto mindre kan sagen få store konsekvenser, påpeger Henrik Qvortrup.

»Der går en lige linje fra politikernes særlige pensionsforhold og orlov til politikerlede. Det kan vi ikke komme udenom«.