Det er under statsministerens vanlige standard, når han udsender et tweet med stavefejl og sproglige unøjagtigheder.

Det mener ekspert i politisk digital kommunikation Benjamin Rud Elberth.

- Jeg plejer at sige, at Lars Løkke er formaternes og kompositionernes mester.

- Han ved altid, hvilket værktøj han skal hive ned fra hylden, når man skal kommunikere på tværs af medierne.

- Men det her er under hans normale standard, siger han.

I tweetet udsendt onsdag aften kommer Lars Løkke Rasmussen med en direkte opfordring til USA's præsident, Donald Trump, som led i den aktuelle amerikanske debat om våbenkontrol.

- Tillad mig at komme med et dansk perspektiv. Lyt til kravene fra ungdommen, som kræver våbenkontrol. Accepter ikke verdensrekorden i skoleskyderier. Gør USA stort og sikkert igen, skriver han.

Tweetet blev udsendt klokken 22.05. Statsministeren skrev på engelsk. Her kunne man konstatere et par sproglige fejl på engelsk.

Det er således uklart, om hensigten er at indlede tweetet med at sige "Jeg har ikke i sinde at blande mig" eller med opfordringen "Forsøg ikke at blande dig/jer".

Klokken 22.29 gentog Løkke så tweetet, hvor en anden af fejlene var blevet rettet - "shoutings" (råb) er rettet til "shootings" (skyderier).

Benjamin Rud Elberth hæfter sig ved flere andre småfejl, blandt andet at Danish skrives med lille "d", og at Løkke bøjer ordet "demand" forkert.

- Det er helt normalt at bruge Twitter til at lave diplomati og tegne en position.

- Men Løkkes tweet er en lille smule kikset, fordi der er stavefejl og kongruensfejl, siger Benjamin Rud Elberth.

Han mener, at Løkke begår selv samme fejl, som netop Donald Trump så ofte er blevet beskyldt for - at sætte ord på en pludselig indskydelse.

- Det virker til, at Løkke laver en "Trump" - han fyrer noget impulsivt af, som virker uovervejet og tilmed med stavefejl. Det bidrager til, at det tweet bliver en anelse komisk, siger han.

Det famøse tweet er formentlig ikke noget, der optager mange vælgere, medgiver Benjamin Rud Elberth.

Men i og med at det bliver en historie i det klassiske presse, er det alligevel noget, der ifølge eksperten vil bundfælde sig hos nogle af statsministerens vælgere.

- Når man bedriver et stykke internationalt diplomati, skal man også have formalia i orden og sørge for, at det ikke er noget, man efterfølgende kigger tilbage på og synes er lidt småkomisk, siger Benjamin Rud Elberth.

/ritzau/