Det er »uværdigt« og »halvkikset«, at Det Konservative Folkepartis pressechef, Filip Lauritzen, onsdag aften langede ud efter udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), efter mødet med topfigurer i Donald Trumps regering.

Sådan lyder det fra Mohammad Rona, der er Moderaternes politiske ordfører, som nu tager sin formand i forsvar.

Onsdag aften røg Filip Lauritzen nemlig til tasterne, da udenrigsministeren efter det skæbnesvangre møde blev fanget på kamera, da han fistbumpede (knytnævehilsen, red.) den danske ambassadør Jesper Møller Sørensen.

'Smøger, grin og fist bump! Det viser vi verden efter mødet med Vance og Rubio. Pinligt,' lød dommen fra pressechefen på X.

En kritik, som Mohammad Rona langt fra deler:

»Jeg synes, det er pinligt, at han skriver sådan noget,« siger Mohammad Rona til B.T.

»Jeg synes faktisk, det er uværdigt, fordi det var en situation, hvor alle sad og var ret nervøse for, hvad der ville ske,« tilføjer han.

Klippet gik hurtigt viralt. Også i USA, hvor seancen bliver hånet af værter på den konservative tv-kanal, Fox News.

Mohammad Rona, kunne man ikke også godt se det som et tidspunkt, hvor man skal udstråle noget mere alvorlighed?

»Jo, men det synes jeg også, han gjorde. Lars har udstrålet sindssygt meget alvorlighed.«

Her ses Lars Løkke Rasmussen dele en cigaret ud til sin grønlandske ministerkollega, Vivian Motzfeldt.
Her ses Lars Løkke Rasmussen dele en cigaret ud til sin grønlandske ministerkollega, Vivian Motzfeldt. Foto: Screenshot

»Det kunne man også se på pressemødet efter mødet og turen i Fox News og så videre. At han så laver fistbombs og får en smøg, det har altså ikke noget med sagen at gøre. Jeg holder meget fast i, at det var et enormt pinligt opslag,« siger han.

Konservatives pressechef understregede i et interview med B.T. torsdag, at opslaget var for egen regning. 

Han ønskede heller ikke at uddybe, hvorfor han skrev, som han gjorde i sit opslag.

Og selvom man måtte forstå, at Filip Lauritzens opslag ikke afspejlede De Konservatives holdning, mener Mohammad Rona stadig, at opslaget rungede af dårlig timing.

»Han må skrive, hvad han vil. Det er der ikke nogen, der kan styre. For at være helt ærlig synes jeg bare, at det er uværdigt i sådan en situation, som der er i øjeblikket,« siger han.

Pressechef i Det Konservative Filip Lauritzen vil nu være tydligere i sin kommunikation.
Pressechef i Det Konservative Filip Lauritzen vil nu være tydligere i sin kommunikation. Foto: Asger Ladefoged

»Og så laver man et halvkikset opslag i om udenrigsministerens ageren, efter han lige har været til et enormt vigtigt møde,« siger Mohammad Rona.

B.T. har i forbindelse med Mohammad Ronas kritik rettet henvendelse til Filip Lauritzen. Han ønsker dog ikke at kommentere sagen i denne omgang, lyder det.

Siden B.T. har interviewet pressechefen, har han tilføjet følgende beskrivelse på sin profil: 'X-opslag står for egen regning'.

Du kan læse mere om Filip Lauritzens opslag HER.

Du kan også følge med i det højspændte trekantsdrama mellem USA, Danmark og Grønland i B.T.s liveblog HER.