Løkke advarer mod en regering bestående af kun Socialdemokratiet og Venstre. Men det afslører, at for Løkke handler politik netop om nogen og ikke noget.
»Vi peger på noget og ikke på nogen.« Sådan har Lars Løkke messet igen og igen lige siden han startede Moderaterne, når han er blevet spurgt til, hvem han vil pege på som statsminister.
Men efter Socialdemokratiet og Venstre for alvor er begyndt at nærme sig hinanden i kølvandet på Venstres landsmøde, så lyder der nu nye toner fra den tidligere statsminister.
Nu advarer Løkke direkte mod en regering hen over midten udelukkende bestående Socialdemokratiet og Venstre.
Ifølge Lars Løkke vil en SV-regering ikke være – mission accomplished. Løkkes logik er, at hvis en bred regering skal løse de store samfundsproblemer, så kræver det holdbare flertal og en SV-regering vil ikke være en flertalsregering.
Men det giver jo ikke ret meget mening.
For det første vil en SV-regering have 73 mandater bag sig. Det må man sige, er en stærk regering. Vi skal faktisk helt tilbage Poul Nyrup Rasmussen anden regering fra 1994-1996 for at finde en mandatmæssig stærkere regering.
En SV-regering skal altså kun ud og finde 17 mandater for at kunne indgå aftaler og lave forlig.
I lyset af, at der er 67 mandater blandt de partier, som stadig er med i regeringsforhandlingerne, og som alle har meldt sig klar til i det mindste at indgå aftaler med en SV-regering, så virker det umiddelbart som om en SV-regering ville være ret manøvredygtig.
En SV-regering behøver altså ikke at frygte for sit liv og ville kunne lave aftaler på kryds og tværs med partier som SF, De Radikale, Moderaterne, De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. De partier har tilsammen 67 mandater.
Eksempelvis kan en SV-regering finde flertal med Radikale Venstre og De Konservative.
For det andet, så halter Løkkes argument, når han siger, at en regering skal være bredere for at kunne lave langtidsholdbare forlig, og derfor ville det godt, hvis Moderaterne eksempelvis også kom med i en regering med S og V.
Men Moderaterne er ikke nogen garanti for langtidsholdbare aftaler. Det er Moderaterne ikke, fordi det er et meget skrøbeligt parti, som står og falder med én person, nemlig Lars Løkke selv.
Hvis Lars Løkke, Gud forbyde det, får en tagsten i hovedet eller heldigvis mere realistisk, hvis Løkke bliver træt af dansk politik og søger andre græsgange, så er Moderaterne væk, lige så hurtigt som de opstod.
Det er også et parti med en fuldstændig uprøvet folketingsgruppe, hvor der er usikkerhed om, hvorvidt de kan stå distancen. For eksempel har den første MFer fra Moderaterne allerede forladt Folketinget.
Det sikreste for Mette Frederiksen er altså at gå i en lang bue uden om Moderaterne, hvis hun ønsker at lave langtidsholdbare aftaler.
Det er stadigvæk meget usikkert, om Danmark får en bred regering bestående af både Venstre og Socialdemokratiet. Det kan stadig ende med en ren rød regering eller en regering bestående af endnu flere partier end S og V.
Men en ting er sikkert. En ting er uforandret.
Politik handler stadigvæk om nogen og ikke kun noget. Det gør politik også for Lars Løkke. På det punkt har Lars Løkke afsløret sig selv ved at advare om en SV-regering.
