Sólrun Jákupsdóttir Løkke Rasmussen er godt på vej til at blive Danmarks nye førstedame. Men Lars Løkke Rasmussens (V) kone håber ikke, at det lykkes hendes mand at blive landets nye statsminister.

- Det er ikke min ønskeposition, siger Sólrun til Ekstra Bladet søndag.

Faktisk har færøske Solrún i årevis gået og frygtet, at Lars Løkke en dag ville sætte sig i kongerigets mest magtfulde embede. Allerede i 2006 luftede Sólrun sin bekymring i det færøske dameblad Kvinna.

- Jeg er glad for, at Lars ikke er statsminister, sagde Sólrun i interviewet. Hun understregede, at hun er pragmatisk anlagt og ikke direkte vil forsøge at forhindre sin mand i at komme helt til tops.

- Hvis Lars bliver statsminister, må vi jo tage det med, men jeg ønsker det ikke, afslørede Sólrun.

Faktisk går Sólrun så langt, at hun i interviewet siger, at hun ikke ville have giftet sig med Lars Løkke, hvis han allerede havde været minister, da hun mødte ham:

- Hvis jeg var single i dag, og en minister bød sig til, ville jeg sige nej.

Til Ekstra Bladet siger Sólrun Løkke Rasmussen, at statsministerposten stadig ikke står højt på hendes ønskeseddel, og at hun står ved alle sine udtalelser til damebladet Kvinna. Men derudover ønsker hun ikke at uddybe citaterne.