Efter over en uge med fredspibe i valgkampen blev boksehandskerne for alvor smidt, da de to statsministerkandidater, Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V), bragede sammen i en direkte duel på DR1 søndag aften.

Stikpiller blev sendt på kryds og tværs af tv-studiet, men særligt én blev hængende i luften lidt længere end de andre.

»Der er rigtig mange ting, du ikke forstår,« lød det sylespidst fra Lars Løkke Rasmussen, efter at Helle Thorning-Schmidt for anden gang på kort tid afsluttede et argument med et forundret:

»Jeg forstår det ikke.«

Læs også:

Og det skulle han nok ikke have sagt. Kommentaren blev lynhurtigt opfanget på de sociale medier, hvor Lars Løkke Rasmussens ord blev koblet sammen med bl.a. kampagnen Ti Stille Kvinde og de berømte Danske Spil-reklamer med Oddset-Janni og punchlinen “Der er så meget, kvinder ikke forstår”.

Derfor kan kommentaren ende med at give bagslag for Lars Løkke Rasmussen, vurderer BT’s politiske kommentator, Søs Marie Seerup.

»Det kan blive rigtig farligt, blandt andet fordi kommentaren lynhurtigt blev koblet sammen med to meget stærke motorer. Den ene motor er, at det kun er få dage siden, at vi fejrede 100-året for kvinders stemmeret, og den anden er en kampagne, der har kørt på Twitter og Facebook med hashtagget 'Ti Stille Kvinde’, hvor kvinder fortæller om ting, de har oplevet med alt fra vold og voldtægt til chikane i det daglige.«

»At skrive sig ind i den kvinde-sammenhæng med ordene “der er rigtig meget, du ikke forstår”, får det til at lyde meget værre - for nogen vil det lyde som en snert af sexisme - og det er utroligt svært at kæmpe sig ud af igen, hvis man først kommer i den skuffe,« siger Søs Marie Seerup til BT.


Særligt kritisk er det, at kommentaren har potentiale til at ramme den vælgergruppe, som Lars Løkke Rasmussen har sværest ved at tiltrække: kvinderne.

Ved sidste folketingsvalg satte hver femte kvinde et kryds ved Lars Løkke Rasmussens parti - et tal, der ifølge meningsmålingerne er faldet til hver syvende, viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Avisen.dk.

»Jeg tror roligt, man kan regne med, at dén kommentar ikke bare muligvis kommer til at skræmme kvindelige vælgere væk, men helt sikkert kommer til at gøre det,« siger Søs Marie Seerup.


Med over 20 år i det toppolitiske ‘game’ er den slags fodfejl ellers sjældne for Venstre-formanden, der under denne valgkamp tilmed har gjort meget for at holde fødderne solidt plantet i jorden.

Læs også:

Det temperament, man tidligere har set, er pakket godt og grundigt af vejen, og selvom det måske slår gnister bag facaden, så er Lars Løkke Rasmussen rolig udenpå - også under søndagens debat-duel mod Helle Thorning-Schmidt.

Derfor skal kommentaren heller ikke ses som et udtryk for, at temperamentet kogte over, men snarere at Lars Løkke ikke havde forudset det mulige efterspil, vurderer Søs Marie Seerup.

»Det er en ekstremt disciplineret indsats, vi ser fra Lars Løkke i den her valgkamp. Det er disciplin på et niveau, vi sjældent ser fra hans side. Han har virkelig lagt sig i selen for at holde stilen, og det lykkedes også rigtig godt for ham søndag. Derfor tror jeg heller ikke, det er et spørgsmål om, at han i et kort øjeblik mistede besindelsen. Jeg tror bare ikke, at han havde set, det var en farlig kommentar. Den tanke havde han ikke tænkt,« siger hun.

På trods af bommerten udnævner Søs Marie Sserup Lars Løkke Rasmussen som vinder af søndagens duel. Læs mere om det her.