Jeppe Løkke Rasmussen, 77, har prostatakræft, men det har han levet med i flere år og der er ingen ny udvikling i sygdommen

Statsministerens far er godt gal i skralden hjemme i Græsted.

Grunden er dagens udgave af Ekstra Bladet. 'Lars Løkkes far: Jeg er ved at dø af kræft', hedder det på forsiden af avisen.

Men da vi senere på dagen fik fat i hovedpersonen selv, var han alt andet end glad for Ekstra Bladets skriverier.

- Hvis det er Ekstra Bladets dødsannonce over mig, så har vi ikke noget at snakke om, lyder det vredt, når man ringer til Jeppe Løkke Rasmussen.

Men de har jo lavet et interview med dig?

 - Ja, det er Ekstra Bladet, og så er det hele sagt. De tager nogle få ord og digter en stor historie om, at jeg er ved at dø. Det er noget pladder, pladder, plader.

 Er det noget pladder?

- Nej, selvfølgelig er det ikke pladder. Jeg har jo kræft. Men jeg er ikke ved at dø. Det er noget forfærdeligt noget. Der er ikke noget akut her og nu. Jeg har kræft, men jeg er ikke ved at dø.

Der er ikke nogen ny udvikling i sygdomsbilledet?

- De scanner mg et par gange om året. Jeg er i medicinsk behandling og det virker. Det kan ikke helbrede mig, men det kan holde det nede.

- Det er ikke forkert, at jeg har kræft. Men det med at jeg er bange for ikke at leve til april, hvor jeg har fødselsdag, det er ren digt. Det er simpelthen noget, de har fundet på. Det har jeg aldrig sagt.

- Men jeg gider ikke klage over det. Det gør det nok bare værre. Det er bedre bare at lade det dø ud.

Men du regner med at leve længe endnu?

- Ja, der har ikke været nogen blomster i dag i hvert fald, lyder det galgenhumoristisk fra Jeppe Løkke Rasmussen.

Læs hele interviewet med Jeppe Løkke Rasmussen i B.T. i morgen.