Lars Løkke Rasmussen inviterer Liberal Alliance og Konservative til at træde ind i regeringen.

Det har han lørdag formiddag netop afsløret fra talerstolen på Venstres landsmøde i Herning.

»Det er min konklusion, at hvis vi succesfuldt skal række ud efter vores fremtidsdrømme, er vi nødt til at gribe det anderledes an,« sagde Lars Løkke Rasmussen blandt andet.

»Vi har brug for en stærkere Venstre-ledet regering, der favner en større del af vores parlamentariske grundlag,«

Derfor Lars Løkke Rasmussen indkaldt partilederne Anders Samuelsen (LA) og Søren Pape (K) til drøftelser om en eventuel ny regeringsdannelse på mandag på embedsboligen Marienborg nord for København.

Statsministeren indkaldte tidligt lørdag morgen kl. 8 sine ministre til et telefonmøde for at orientere dem på forhånd om sit overraskende træk. Nogle af de nuværende Venstre-ministre skal jo nødvendigvis sige farvel til deres ministerposter, hvis nye politikere fra støttepartierne i blå blok med Anders Samuelsen (LA) og Søren Pape (K) i spidsen træder ind i regeringen.

Også regeringens borgerlige støttepartier er på forhånd blevet orienteret om statsministerens planer for en eventuel ny regering, efter at det netop er lykkedes at nå i mål med en ny finanslov, afskaffelse af energiafgiften PSO og en aftale om skat og ejendomsvurderinger.

På spørgsmålet om, hvorfor Dansk Folkeparti ikke bliver inviteret med i en ny regering, lød svaret fra Løkke umiddelbart efter talen:

»Jeg har efter en samlet analyse fundet frem til, at det her er det bedste«.

Kilder i Venstre har i de seneste dage varmet op til Lars Løkke Rasmussens invitation til regeringsændringen ved at lække oplysninger til TV2, Weekendavisen, Børsen og Politiken, som alle bragte rygter om planerne fredag.

Stik mod sædvane fik de udsendte pressefolk til regeringspartiets landsmøde i Herning i år ikke partilederens åbningstale udleveret på forhånd i klausuleret form.

I den første, lidt generelle del af sin tale omtalte Lars Løkke Rasmussen blandt andet den helhedsplan, som regeringen tidligere har lagt frem og - forgæves - søgt at samle flertal for.

»Vi kom ikke rigtig nogen steder hen - af grunde som jeg ikke skal komme ind på her. Det var som om, at der var indtrådt en slags politisk istid,« lød det blandt andet fra statsministeren.

»Men jeg lægger mig ikke ned, når det ser svært ud. Og Venstre lægger sig ikke ned, når det ser svært ud,« tilføjede Lars Løkke Rasmussen kort efter.

»Forhandlingerne om helhedsplanen blev umuliggjort af, at vi stod i et krydspres. Nogle mente, at skattelettelserne skulle være større - andre at de skulle være mindre.

Jeg har tidligere sagt, at jeg var mig meget bevidst om, at vi ikke bare var en mindretalsregering, men en lille mindretalsregering,« lød det videre fra statsministeren.

Lars Løkke Rasmussens mindretalsregering tiltrådte i slutningen af juni 2015. Det var dengang første gang siden Anker Jørgensens mindretalsregering i begyndelsen af 1980'erne, at Danmarks regering kun bestod af et enkelt parti.