Statsminister bider sig selv i tungen efter falsk påstand om privatsygehuse. Men han har sagt det før.

Det var ikke en enlig smutter, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandag - fejlagtigt - beskyldte tidligere socialdemokratiske ministre for at have benyttet sig af privathospitaler.

Selv om Lars Løkke Rasmussen nu fortæller, at han har "bidt mig i tungen" over udtalelsen, så er det ikke første gang, at statsministeren er kommet med anklagen.

Lars Løkke Rasmussen brugte den selvsamme formulering den 5. oktober i et interview i Morgenavisen Jyllands-Posten, da han forsvarede VK-regeringens angivelige overbetaling af privathospitalerne.

"Det betyder, at der ikke længere er forskel på, om folk har penge eller ej, som der var i gamle dage, da socialdemokratiske ministre kom på privatsygehuse, og andre bare måtte stå i kø", lød ordene ved den lejlighed.

I dag forklarer Lars Løkke Rasmussen, at han fortryder udtalelsen - der faldt i en tv-duel med SF's formand, Villy Søvndal - "når det, jeg burde have sagt, var, at det var socialdemokratiske folketingsmedlemmer og medlemmer af Europaparlamentet".

I debatten med Villy Søvndal sagde Lars Løkke Rasmussen:

- Vi havde eksempler på socialdemokratiske ministre - de kunne lade sig behandle på privathospitaler, springe ud af ventelistekøen, mens ganske almindelige danskere bare måtte stå i kø. Det lavede vi om på.

/ritzau/