Venstre har behov for flere diskussioner om EU, mener EU-parlamentariker Morten Løkkegaard, der mener, at Jens Rohdes EU-kronik var dårlig timing.

Forløbet omkring Jens Rohdes (V) meget omtalte kronik om EU, der søndag er bragt i Berlingske, viser med al tydelighed, at Venstre har brug for flere diskussioner om EU.

Det er konklusionen fra europaparlamentariker Morten Løkkegaard (V).

Kronikken har medført, at man på Venstres landsmøde har udskudt valget af en spidskandidat til europaparlamentsvalget i 2014 til næste år, fordi kronikken har skabt tvivl om Venstres EU-linje.

Det var ellers ventet, at europaparlamentariker Jens Rohde ville blive valgt.

- Den kronik er udtryk for, at der tænkes en masse tanker i Europa og Bruxelles og der, hvor vi til daglig færdes som europaparlamentarikere. Det er en diskussion, der er i fuld gang over alt, og derfor er det selvfølgelig en diskussion, vi er nødt til at have i Venstre, men det er helt åbenbart, at vi har brug for mere tid til at få diskuteret det rigtig grundigt, siger Morten Løkkegaard.

I kronikken, som Rohde har skrevet sammen med formand for Europabevægelsen Erik Boel, foreslår de blandt andet, at en ny EU-traktat skal flytte mere magt til Europa-Parlamentet, at EUs udenrigspolitik som udgangspunkt skal træffes med flertalsafgørelser og at EU skal have et fælles forsvar.

Ifølge Morten Løkkegaard ændrer kronikken dog ikke Venstres linje.

- Jeg mener ikke, at det her er udtryk for, at vi har fået en ny linje. Vi ligger der, hvor vi hele tiden har ligget - vi vil gerne være så tæt på den europæiske kerne som muligt, og så må vi - det viser forløbet - tage den tid, der skal til, for at tage de øvrige diskussioner, siger Morten Løkkegaard, der ikke vil gå i detaljer i forhold til de enkelte forslag.

- Jeg vil ikke gå ind i detaljerne om selve kronikken, for det er åbenlyst et debatoplæg, og der har der altså været noget dårlig timing - det har Jens jo også selv set - og derfor synes jeg også, det er fornuftigt, at vi tager noget mere tid, siger han.

Kronikken har ifølge Berlingske Nyhedsbureaus oplysninger udløst raseri i Venstres top, der, siden den fredag fik nys om, at den ville blive bragt, har forsøgt at få Jens Rohde til at trække den tilbage.

På Venstres landsmøde lørdag blev der i flere timer afholdt krisemøde mellem blandt andre Jens Rohde og Venstres partisekretær, Claus Søgaard-Richter, hvilket resulterede i udskydelsen af valget.

Morten Løkkegaard betegner på trods af forløbet Jens Rohde som den rigtige spidskandidat for Venstre.

- Jens Rohde er den eneste spidskandidat, der har været på banen indtil videre, og i den forstand er han også den rigtige, siger Morten Løkkegaard, der ikke selv har planer om at stille op som spidskandidat.

- Det er et stort arbejde, og det kræver en ganske speciel disciplin og en forpligtelse på partiet, som jeg ikke har erfaringen til og heller ikke har haft ambitioner om, siger Morten Løkkegaard.

Spørgsmål: Hvis du skulle blive opfordret til det, vil du så også afvise det?

- Nu skal man som bekendt aldrig sige aldrig i politik. Det er stort set den eneste grundregel, jeg har, men jeg kan sige, at jeg ikke har nogen aktuelle planer om at stille op til noget som helst, og jeg har ikke haft det på noget tidspunkt, siger han.