Statsministeren vil bekæmpe Hizb ut-Tahrir med ordets magt, da der ikke er grundlag for at forbyde dem.

Den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir skulle forbydes ved lov, hvis der var mulighed for det. Det giver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtryk for tirsdag under Folketingets spørgetime.

Han bliver spurgt til det, da organisationen, der vil afskaffe demokrati og indføre sharialov, fredag demonstrerede foran Christiansborg.

- Jeg mener helt klart, at Hizb ut-Tahrir skal forbydes, hvis der er grundlag for det, siger statsministeren under tirsdagens spørgetime.

I både 2004 og 2008 konkluderede Rigsadvokaten, at den muslimske bevægelse Hizb ut-Tahrir ikke umiddelbart kunne opløses, hvis der blev rejst en sag.

Derfor mener Løkke, at den bedste måde at bekæmpe organisationen på er gennem ordets magt.

- Det er reguleret ved grundloven, hvordan det skulle ske. Vi skal være glade for grundloven, for det her er mennesker, der slet ikke synes, vi skulle have den eller demokrati.

- Jeg bryder mig simpelthen ikke om at se på det. Det er på alle måder rædselsfuldt, at nogle mennesker, der er i Danmark, tager så dyb afstand fra den måde, vi har indrettet os på, siger statsministeren.

I 2017 trådte de meget omdiskuterede regler i loven om folkeoplysning i kraft. Det betød, at der ikke skal udbetales folkeoplysningsmidler eller lånes lokaler ud til foreninger, der aktivt arbejder for at afskaffe demokratiet.

Fredag holdt den yderliggående organisation Hizb ut-Tahrir på slotspladsen foran Christiansborg fredagsbøn.

Den indædte islam-modstander Rasmus Paludan havde fredag taget opstilling et par hundrede meter væk på den anden side af kanalen tæt ved Christiansborg. Han samlede kun få tilhængere.

Statsministeren tager ligeledes dyb afstand fra Paludan, der havde et bat, som han brugte til at slå til en koran, ligesom i rundbold. Senere afbrændte han en koran på en engangsgrill.

- Det gælder også en anden sidebegivenhed, som jeg heller ikke brød mig om med koranafbrænding. Jeg bryder mig ikke om det, jeg synes, det er rædselsfuldt.

- Men jeg er nødt til at respektere, at vi lever i et retssamfund med grundlovssikret ytringsfrihed. Jeg tager holdningsmæssigt stærkt afstand fra det, siger han.

/ritzau/