Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen vil ikke stemme for en rigsretssag mod Venstres Inger Støjberg.

Det skriver han på sin hjemmeside onsdag aften.

»En rigsretssag kommer efter min ringe mening til at sætte den fremtidige barre for at føre den slags sager alt for lavt,« skriver han blandt andet.

»Der skal træffes et valg, selv om jeg med sikkerhed får på puklen for det og mange sikkert (bevidst) vil misforstå motiverne. Jeg har truffet mit: Jeg stemmer ikke for en rigsretssag,« skriver Lars Løkke Rasmussen.

Lars Løkke Rasmussen, der for nylig har meldt sig ud af Venstre og dermed er løsgænger i Folketinget, var selv statsminister, da Inger Støjberg sad som minister.

Instrukssagen handler om adskillelsen af alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, i 2016, hvor Inger Støjberg var Udlændinge- og integrationsminister.

I sagen har først ombudsmanden, siden byretten, så Instrukskommissionen og sidst uvildige advokater vurderet, at den praksis var ulovlig.

Instrukskommissionen har desuden fundet, at Inger Støjberg var vidende om, at udførslen af en sådan praksis ville være ulovlig. Og at hun vildledte Folketinget i sagen i en længere periode.

Liberal Alliance, SF, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet og Frie Grønne har alle sagt, at de vil stemme for en rigsret. Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har sagt, at de vil stemme imod.

Venstre, Socialdemokratiet og De Konservative har endnu ikke meldt ud, hvad de vil stemme. Hvis Venstre eller Socialdemokratiet stemmer for, vil der være flertal.

/ritzau/