Udlændingepolitikken skaber problemer for både Lars Løkke og Mette Frederiksen

Lars Løkke vil torsdag håne Mette Frederiksen ved at indrykke annoncer i flere medier med en såkaldt 'udlændingefuldmagt' fra hendes røde støttepartier, erfarer B.T.

'Vi (Pia, Pernille, Uffe og Morten) giver hermed Mette Frederiksen fuldmagt til at føre en stram udlændingepolitik med Venstre og Dansk Folkeparti efter folketingsvalget – uden at det får negative konsekvenser for samarbejdet i rød blok,' står der i det fiktive dokument, som er klar til underskrift.

»Det er ren logik. Politik har en pris. Man bliver ikke statsminister uden at tage farve af sit parlamentariske grundlag. Så god er verden ikke,« siger Lars Løkke Rasmussen til B.T. efter onsdagens store duel med Mette Frederiksen på Folkehjem i Aabenraa, arrangeret af JydskeVestkysten.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, mødes i valgduel i Folkehjem i Aabenraa, onsdag den 22. maj 2019. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, mødes i valgduel i Folkehjem i Aabenraa, onsdag den 22. maj 2019. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Mit liv havde også været nemmere, hvis Anders Samuelsen fra starten havde sagt, at jeg må gøre, hvad jeg vil, med skattepolitikken. Og det vil da også være fint, hvis de røde partier giver Mette Frederiksen et frihedsbrev til at lave udlændingepolitik med DF og os. Men jeg tror snarere, at hun ikke kan leve op til sine løfter om en stram udlændingepolitik,« siger Lars Løkke.

Selv om debatten i Aabenraa slet ikke handlede om udlændinge, men derimod om by og land og om sundhed, kom det alligevel hurtigt til at handle om udlændinge, da tilhørerne fik ordet. Og pressen er mest optaget af, at Kristian Thulesen Dahl (DF) onsdag morgen i dagbladet Børsen siger:

»Dansk Folkeparti kommer ikke Mette Frederiksen til undsætning. Enten må hun lave en ren aftale med sine støttepartier – eller danne regering med V og DF.«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, mødes i valgduel i Folkehjem i Aabenraa, onsdag den 22. maj 2019. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, mødes i valgduel i Folkehjem i Aabenraa, onsdag den 22. maj 2019. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Fisker
Vis mere

Mette Frederiksen tvivler på, at det bliver resultatet:

»Vi bruger utroligt meget tid på bogstavlege før valget. Lad nu danskerne sammensætte Folketinget først,« siger hun.

»Jeg tror, det udlændingepolitiske flertal, som vi og DF er en del af, får et lige så stærkt mandat efter valget. Vi løber ikke fra den brede udlændingepolitik, og det kan jeg heller ikke forestille mig, at DF gør.«

Men risikerer du så ikke, at du slet ikke kan blive statsminister, fordi du ikke vil give de nødvendige indrømmelser?

»Jeg håber ikke, det kommer dertil. Jeg håber, at det nye Folketing kan samarbejde med hinanden på kryds og tværs,« siger Mette Frederiksen.

B.T. spurgte Lars Løkke, om han vil lade statsministerposten gå forbi ham, selv om der måtte være blåt flertal, hvis det baserer sig på mandater fra Stram Kurs og Nye Borgerlige.

»Det er jo et spejlbillede af Mette Frederiksens problem, selv om jeg ikke dermed sammenligner Stram Kurs og Enhedslisten. Jeg vil ikke være statsminister på deres mandater. Jeg har regeringsmagten, indtil jeg måtte tabe den, fordi vi har negativ parlamentarisme,« siger han.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, mødes i valgduel i Folkehjem i Aabenraa, onsdag den 22. maj 2019.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, mødes i valgduel i Folkehjem i Aabenraa, onsdag den 22. maj 2019. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Hvis jeg ikke bliver mødt med mistillid, kan jeg fortsætte som statsminister. Men det vil jeg ikke, hvis det baserer sig på Stram Kurs. Så må vi se, om der er andre, der har lyst til at lave politik i den situation,« siger Lars Løkke.

I debatten blev Mette Frederiksen spurgt, hvorfor hun afviser en SV-regering. Hun gentog, at hun synes, forskellene mellem Venstre og Socialdemokratiet trods alt er for store.

Lars Løkke gentog, at han er frisk på en regering over midten, hvis det kan holde yderpartierme til både højre og venstre væk fra indflydelse.

Mette Frederiksen ironiserede over, at Løkke det ene øjeblik raser mod hendes politik, som 'vil gøre Danmark fattigere', og det næste øjeblik vil i regering med hende.

»Kan I huske i skolegården, når man pillede bladene af en blomst og sagde:

»Elsker, elsker ikke.... Elsker du mig i dag, Lars,« lød det fra Mette Frederiksen til stor moro for tilhørerne.

Duellen blev afholdt samme sted som den tidligere mellem Kristian Thulesen Dahl og Pernille Vermund (NB), og begge statsministerkandidater var i fin form.

Lars Løkke lagde ud med at angribe Mette Frederiksen og sætte fingeren på, at hun selv havde stemt imod udflytning af statslige arbejdspladser.

»Har du en plan. Det nytter jo ikke med disse argumenter, der er opfundet til lejligheden,« lød det fra Lars Løkke.

»Nu skal du ikke hidse dig op. Der er kun gået 20 minutter,« sagde Mette Frederiksen, der til gengæld hånede Lars Løkke for tidligere at have sat tilskuddet til friskoler ned, hvilket han nu er imod.

»Vi var nødt til at stramme op for at få en økonomi i balance,« svarede Lars Løkke.

Foto: Annonce fra Venstre
Foto: Annonce fra Venstre
Vis mere