Regeringen og DF er tæt på en aftale om finansloven. Ny udlændingepolitik og lavere skat er næste skridt.

København. Regeringen og Dansk Folkeparti kan være på vej til at sænke skatten på arbejde og gennemføre et "paradigmeskift" i udlændingepolitikken.

Sådan må man i hvert fald forstå statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter at han onsdag aften har forhandlet med Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Efter mødet i Statsministeriet er Lars Løkke Rasmussen optimistisk i forhold til at lande både en finanslov, en aftale om lavere skat og en aftale om hjemsendelser af flygtninge.

- Nu bruger vi torsdagen på at fortsætte drøftelserne om finanslov og skatteaftalen i Finansministeriet.

- Og så vil jeg samtidig holde møder i Statsministeriet omkring udlændingepolitikken for at se, om vi kan lave et paradigmeskift for de personer, som er midlertidigt beskyttet i Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han henviser dermed til de 4200 syrere, som har fået tildelt midlertidig beskyttelse i Danmark efter den særlige paragraf 7, stk. 3.

Det er denne gruppe af flygtninge, som må vente tre år på familiesammenføring, fordi de ikke er individuelt forfulgte, men er flygtet fra en borgerkrig.

Meldingen fra statsministeren kommer, efter at han tidligere onsdag åbnede for at se på, om Danmark kan hjælpe syrerne tilbage til Syrien.

Det kan måske få betydning for, om de berørte syrere overhovedet kan nå at få familiesammenføring i Danmark.

En del af dem er formentlig kommet til Danmark i 2015 og stod derfor - efter tre års venten - til at få deres familie til Danmark næste år. Men hvis syrerne selv står til at skulle hjem, kan deres familiesammenføringssager måske blive stillet i bero.

- Nu bruger vi morgendagen på at forhandle i to parallelle spor, og så mødes vi fredag morgen hos mig igen for at gøre status på, hvor langt vi er nået.

- Så kan det være, at én af boldene er kommet i mål (finansloven, red.). Og det kan være, at alle tre af boldene er kommet i mål (finanslov, skat og udlændingeaftale, red.), siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/